Otte dejlige måneder med familien i Danmark er gået og jeg er tilbage
i Caribien til det, der hen på foråret bliver til hjemsejladsen.
Rejsebrev 07-01-2014 Saint Martin, JMC Boatyard Tilbage på båden. Alt ligner sig selv, blot nu i en snavset udgave. Båden er OK! Et par gekkoer er flyttet ind i agterkahytten. Der har de gjort nytte og spist hvad der i øvrigt har mast sig gennem ventilationsristen i døren. Skidt lidt må de vel også have. Hvor stor er en gekkolort? Jeg har ikke fundet ekskrementerne endnu. Det var den gamle dør af krydsfiner, jeg satte i inden afrejsen. Jeg burde nok have udstyret den med myggenet i risten. Slyngplanter var kravlet 5 meter op i forstaget. Det er prisen for nærkontakt med jorden. Jeg er både glad og ked af det på samme tid. Stemningen er ikke som ved starten af turen, da jeg stod ud fra Egå som en rejselysten flåde. Men den er ikke dårlig. Blot afdæmpet. Og moralen er god. Jeg har knoklet i to dage med at gøre i stand, så der kan leves ombord. Rengøring, vand, mad, solsejl, myggenet, finde alt det frem igen, som jeg havde stuvet så langt væk at selv en ihærdig tyveknægt eller to ville komme på overarbejde ved at grave det frem igen.
Intet har været rørt. Det skal jeg sikkert takke hundene for. Det er de samme 5-6 stykker som sidste år, som stadig huserer i flok her på pladsen. Jeg har et had kærlighedsforhold til dem. Nej ikke kærlighed, men medlidenhed. De er alle efterladt af hjerteløse sejlere, som ikke ville have dem med tilbage over Atlanten. Ekspedienten i et lille supermarked med egen bådebro her ved siden af bådepladsen fortalte mig, at deres hund også er en efterladt. Jeg så den allerede sidste år. Den har den ejendommelige opførsel at se passivt til, når en gummibåd roligt lægger fra broen og sejler ud i lagunen. Hvorimod den gør af fuld hals og løber efter, hvis båden speeder hurtigt op, som når nogen forsøger at sejle fra deres dårlige samvittighed. Der kommer mange kunder ind til minimarkedet. Den må have gøet tusinder af gange siden, jeg var her sidst. Tror den stadig, at det er dens ”herre”, der bare lige har overset, at den ikke er med ombord? Forstår den ikke, at den er blevet svigtet?
Nå, det her rejsebrev er da ved at gå helt i hundene. Jeg tager lige en pause. Det blev så en pause på et par dage. Min sjæl er ikke nået frem til den forfløjne krop endnu (den er derhjemme!) og skrivelysten er negativt påvirket af det. I stedet har jeg arbejdet med en del praktiske ting på båden. Det meste vidste jeg godt på forhånd skulle gøres, f.eks. at tjekke at der ikke er vokset bakteriekolonier (dieselpest) frem i brændstoftanken. Det kan nemt undersøges ved at suge diesel op fra bunden af tanken. Nu viste det sig blot at tankdækslet sad uhjælpeligt fast. WD 40, saltsyre, hammer og blæselampe var nogle af de ting jeg tog i brug under 6 timers forsøg på at løsne det genstridige aluminium gevind. Til sidst måtte jeg ud at købe en ny studs, som kunne passe slangen og samtidig udfylde hullet i dækket. Den har jeg så monteret i dag. Jeg har også haft et møde med Mr. Sun, en venlig rastafari, som bor på sin båd på nabo værftet. Jeg vil gerne have hjælp til klargøring af bunden. Nu må jeg se, om han er for dyr. Jeg har jo gjort det alene i mere end 30 år, men ikke i over 35 graders varme. Nå, ja. Vejret bliver min udvej af dette rejsebrev, som hakker mere og mere traurigt i rillen. Den nævnte temperatur er midt på dagen. Hen på morgenen tager jeg tit et vattæppe over det dynebetræk, som ellers er nok. Det har regnet hyppigt. En byge af et minuts varighed hver halve time i snit. Dejligt forfriskende, når man husker at få vasketøjet ind og lukket skylighterne.
Rejsebrev 18.01.2014 Spanish Town,Virgin Gorda
Fjorten heftige arbejdsdage på bådeværftet i St. Martin er nogenlunde vel overstået. Der var ingen alvorlige skader på båden, men overraskende mange små. Alt hvad der ikke tåler sol, salt og fugtighed var angrebet. Aluminiumsdele var groet sammen, jern rustet. Solen havde været hård ved skylighternes tætningsmasse (m.a.o. - der kom vand ind) osv. Det skal jeg ikke trætte med. Så Mr. Sun var som sendt fra himlen. Den venlige rasta-mand og hans hjælper knoklede med en imponerende ihærdighed med at slibe bunden og give den ny bundmaling. Det var, som om de syntes, at ingen maling i bøtten måtte gå til spilde, selv om bunden faktisk var dækket. Et modbydeligt job i 35 graders varme. Så nu ved jeg med førstehåndsforståelse, hvorfor vi sejlede slavegjorte afrikanere til Caribien! Endelig kom båden i vandet, og efter at have skiftet impeller og kilerem på kølevandspumpen, kunne jeg tøffe ud og lægge mig for anker i den svalende lagune. Den 16. januar 2014 begyndte så sidste etape af denne odysse. Kursen blev lagt mod The British Virgin Islands 90 sømil borte. Det svarer nogenlunde til en tur over Skagerrak. Vinden var tilpas både i styrke og retning og båden sejlede godt med sin rene bund. Den elektriske selvstyrer (25 år gammel Autohelm) svigtede, men så sejlede jeg blot på vindfane-selvstyreren (30 år gammel Hydrovane). Turen tog ca. 20 timer, og det var på grænsen af, hvad jeg kan klare uden søvn i Atlantens bølgegang. Jeg skønnede det forsvarligt at blunde lidt halvvejs på turen, men blev så som så ofte før søsyg, da timeren vækkede mig igen. Det gik over igen, da jeg havde overgivet mig. Og det havde den overraskende virkning, at jeg blev mere vågen af det. Så nu ligger jeg trygt og godt for anker ved Spanish Town, tæt på de berømte ”The Baths” en spektakulær kyststrækning, hvor store blødt afrundede klipper ligger spredt hulter til bulter og danner huler og bassiner med de fineste små strande imellem. Jeg har fået mit første havbad, siden jeg ankom. Jo, det begynder så sandelig at ligne noget!
Rejsebrev 21.01.2014 Lee Bay, Great Camanoe, BVI
Det var en dejlig dag i går, og det er også en dejlig dag i dag. Men før jeg kommer nærmere ind på det, må jeg lige aflaste min sjæl ved at komme af med en oplevelse fra ankerpladsen ved Spanish Town. Det var aften, og jeg havde netop lyttet færdig til et afsnit i Echard Tolle´s: ”Lev i Nuets Kraft; Parforholdet som åndelig praksis” (som jeg indtager en dosis af hver aften), da et yngre britisk par returnerede til deres lejede kæmpekatamaran en halvt hundrede meter fra min båd. Han skreg uophørligt af sine lungers fulde kraft og med stemmen fuld af had: “You are a fucking damn drunk, yes you are a fucking damn drunk, yes you are a … “. Sådan blev han ved en halv times tid. Hun skreg, hylede af angst, men kunne ellers ikke høres på det verbale plan. På et tidspunkt lød det som et voldsomt slagsmål derovre, så jeg tændte min projektør kort for at lade dem forstå, at der var vidner til optrinnet. Lidt efter råbte han så i stedet: ”Dont you ever hit me again!” [gentag 20 gange]. Det var træls at høre på, men dog opmuntrende, så jeg lagde mig til at sove, mens jeg funderede over hvor uhyre effektivt et par kan ødelægge livet for hinanden. Var de mon på honeymoon? Næste morgen kunne jeg se, at båden hed ”Good Vibrations”. I går havde jeg en dejlig sejlads her til Lee Bay på Great Camanoe. Der lå kun én båd for anker i bugten. En stor charter katamaran med et sødt par fra Colorado. De er ansat som skipper og kok og havde netop afsluttet 3 ugers sejlads med betalende gæster. Nu lå de og nød stilheden i bugten. Jeg tog en snorkeltur hen over mit anker for at se, om det havde godt fat. Da jeg kom tilbage, stod der en stor barracuda i skyggen under båden. De kan godt være giftige at spise i dette område, så den fik lov at stå. Her er smukt, stille og fuld af fiskende pelikaner. De styrter med imponerende præcision ned i vandoverfladen fra ca. 10 meters højde, ofte helt tæt ved klipperne og fylder vommen. Nå, når en pelikan kan, kan jeg vel også! Så jeg greb den gule kastestang og roede ud i gummibåden. Pludselig var der kraftig bid. Jeg var helt overrumplet for jeg plejer aldrig at fange noget. Det var en stor sølvskinnende fisk, måske en wahoo, og den sprang ud af vandet flere gange, mens den slog vildt med hovedet. Og dermed slog den sig fri. Øv, og så alligevel. Hvordan jeg egentlig havde tænkt mig at lande en sådan fisk med en wobler med to trekroge i gabet i min letvægts gummibåd havde jeg ikke på forhånd gennemtænkt. I dag blev jeg ”borded” af HMs Custom. Seks sortklædte mænd og en kvinde, alle med store sorte støvler og bistre miner lagde deres sorte motorbåd på siden af Slowfox. Jeg blev udspurgt. En mand blev sendt ombord for at undersøge båden. ”Du skal holde øje med ham!” sagde en af hans kolleger pludselig. Det gjorde jeg så. Var det for at han ikke skulle stjæle? Eller plante nogle illegale stoffer? Jeg undlod at spørge ind til det. Den ombordværende tolder kravlede fra agterkahytten til salonen og forkahytten og atter tilbage til cockpittet. Her fik han øje på køleskabet i kistebænken. Han kiggede i det. Var det i håbet om at få øje på nogle kolde øl? I så fald blev han skuffet. Der er øl ombord, men ingen kolde. Jeg har ikke drukket alkohol siden nytår. Der var i det hele taget ikke noget at komme efter. De var ikke venlige, men sikkert korrekte. Der gik lidt skår i deres macho forestilling, da de sejlede bort og måtte vende om, fordi de havde glemt en fender på siden af Slowfox. Den var også sort. Gik en tur ad en lille sti gennem krattet til Cam Bay på den østvendte side. Plukkede en kokosnød der kunne nås fra jorden. De er gode som drikke-kokosnødder. Jeg borer et hul på hver side og lader saften løbe ud i et glas. Derefter flækker jeg nøden og spiser det saftige bløde kød indeni. Ja sådan går livet ombord på lavt blus. Dejligt.
Rejsebrev 23.01.2014 Terryl Bay,
BeefIsland, Peter Island, og nu Jost Van Dyke, BVI Der er efterhånden ved at være skik på båden. Det lykkedes at reparere autopiloten. Det er tredje gang, at jeg redder dens liv. Hurra for ingeniøruddannelsen. Tak til Henrik for oplysningerne om gekkolorts beskaffenhed. Hvor er det dejligt, at få hjælp af en ekspert med så dyb og bred en indsigt i naturvidenskaben. Lortene er fundet og kahytten ren! Den ene gekko sad desværre fastklemt og død mellem et par vanddunke. Den anden, sikkert ude af sig selv af sorg, fangede jeg nemt på dørken. Men jeg var så langt til søs, at der var ikke andet at gøre end at give den til fiskene. Den kunne faktisk godt svømme, men nok ikke mange sømil. Det skulle jeg vist ikke have gjort, for da jeg kom til BVI, opdagede jeg myrer i badeværelset. Der var kun nogle få, og de var ganske små, så i bedste Eckard Tolle-stil: ”accepter altings væren”, besluttede jeg, at dem kunne jeg nok leve med. Indtil en morgen hvor jeg lidt hurtigt stak tandbørsten og et medfølgende antal myrer i munden. Så var det slut med altings væren. Mine Canadiske naboer i Terryl Bay har boet på deres båd hver vinter i 20 år på dette sted og er følgelig velbevandrede i alt, hvad troperne kan bidrage med af kryb, og hvordan man kommer af med det igen. Jeg fik en portion krystalliseret borsyre at blande med nutella, honning eller lignende sødt. Satte det på et stykke alufolie ved håndvasken og afventede. Tha, tha! De få små blev til hundreder af små, der væltede ud fra en revne mellem panelerne for at bære godterne hjem i boet. Og næste morgen var der ingen! Samme kur kan bruges mod kakerlakker. De har dog endnu ikke vist sig. BVIérne er flinke mennesker. De er åbne for en snak, og levestandarden er ikke langt fra vores selvom krisen også mærkes her, hvor størstedelen af indkomsten kommer fra turismen. Ja, og vore skjulte skatteformuer. Det er dejligt at kunne færdes i land uden de spændinger, der uvægerligt opstår, når forskellen i vilkårene er for stor. Her er pænt og rent, og det er tydeligt, at udviklingen i turismen reguleres nøje, så den ikke ødelægger naturrigdommene. Det vil især sige koralrevene. På land er vegetationen sparsom. Alle øer er grønne, men træer og buske er sjældent over 10 meter høje. Øerne er stærkt præget af sejlerne, især charterbåde, med amerikanske og canadiske besætninger. Gerne i gigantiske katamaraner. De behandler mig med ærbødighed. Sådan en gammel mand, i sådan en lille båd, og kommet så langt borte fra. Langturssejlerne er i undertal her. Jeg har mødt en enkelt dansk båd, en svensk og nogle få tyske. Geografisk er her at sammenligne med sejlads i skærgården. Skærmet af øer, men her og der, er der hul ud til Atlanten, som så sender sine bølger ind fra øst.
Der er sket meget siden sidst. Jeg har haft dejligt besøg af min datter Anne og svigersøn Kasper. Vi har besøgt Charlotte Amalie på St. Thomas, USVI og Jost Van Dyke, BVI. Før de skulle hjem ankom også Birgit, som jeg nu giver ordet videre til:
Jost Van Dyke Island, British Virgin Islands 27.02,2014
Kære alle
Så er det vist på tide at få sendt et par linjer fra denne paradisiske ferie, inden turen går hjemad igen. De første dage, udforskede vi St.Thomas – så nogle sights fra kolonitiden her fra slavernes ø, samt nød strandlivet med Anne og Kasper, som desværre blev fanget i stormen og måtte blive nogle ekstra dage i London på hjemvejen.
Vejret her er på sin vis rigtig dejligt, med passatvinden blæsende, om end lidt kraftigt hvis man har hang til søsyge og ikke er vild med kæmpebølger. Vi har gudskelov fundet nogle smukke rolige bugter, som vi har ankret - eller fundet morings - i.
Ligger nu i en skøn lille bugt i BVI omkranset af en lokalbefolkning på ca. 250 mennesker. Første gang vi oplever, at de lokale bor på – og ejer stederne, hvor de hvide kommer i deres store sejlende fartøjer og nyder al skønheden. Som jeg har oplevet indtil nu, her på øerne, er det stadig som i Jacob Holts bog ” Amerikanske billeder” at de sorte er fattige, bor de mest udsatte steder i elendige skure og servicerer de hvide rige, som enten kommer sejlende, bor i bjergene i luksus villaer, eller kommer flyvende for at tage sig en pause fra det hektiske travle liv.
Vores morgen startede ved Treasure Island (officielt Norman Island) i dag med en snokeltur i det turkise hav, tæt på koralrev og klippehuler, som vi udforskede med hjælp af vores snorkelgrej. Mangefarvede papegøjefisk m.fl. samt forunderlige former og figurer dannet af koraller åbenbarede sig for os. Vandet er så klart at man kan se 7-8 m. ned.
St. John ligger næsten uberørt hen som stor naturpark. Øen/naturen er eksotisk både til lands og vands. Her har vi tilbragt en del tid, dels med vandring, idet øen er gennemkrydset af vandrestier som giver adgang til frodig tropiske skovområder med et rigt fugleliv, gl. ruiner efter danskernes sukkereventyr, mangrove og sumpområder, flotte udsigter over øriget m.m. I skovene ser man store termitboer i træerne.
Vi har ligget med vores båd 8 dage ved en skøn bounty strand, palmer, havskildpadder, pelikaner og fregatfugle som ustandselig slår ned med et kæmpeplask i havet ved siden af båden fylder sit store gab og flyver videre med en god fangst. Naturen er som sagt eksotisk både under vandet og over. En dag vi dykkede, så vi både en lille haj, en pæn stor rokke med 1 m lang hale og endnu større bredde, foruden en kæmpe barracuda (i al fald 1m.) Den har store skarpe tænder og en åbenstående mund, så noget frygtindgydende, syntes jeg. Ja, ikke at forglemme kom pludselig en mor-delfin med sin unge svømmende helt tæt på vores båd.
Hvad laver så høns, vilde grise og rådyr, mellem leguaner, gekkoer og mangustere ?De er såmænd efterlevere efter danskernes import i kolonitiden. Det er lidt sjovt, for rent kulturelt sporer jeg ikke danskernes aftryk her (udover nogle bygninger og gadenavne).
De smukke solnedgange nydes med en daglig ”sundowner” nemlig en af øernes favoritdrinks ”painkiller”. Den består af rom, pinacolada, ananas og muskatnød. Herligt……
Ja, lyder det ikke bare som ferien man ikke vil hjem fra. Kærlig hilsen Birgit
Rejsebrev 09.03.2014 Water Island, St. Thomas, USVI
Det må vist være tid til et rejsebrev. Jeg fornemmer et fjernt krav om en opdatering. Og da jeg ikke kan nasse på Birgit denne gang, hun er taget hjem til Aarhus og arbejdet, må jeg skrive det selv.
Men skal jeg nu fortælle om ”the waterinjection bend”, eller om min gode ven russeren, som netop har forgiftet både Birgit og mig, så jeg i skrivende øjeblik sidder og lider under giftens huseren rundt i nervesystemet?
Ja, så lad mig først lige forklare den vigtige funktion af "the water injection bend”. I en bil tøffer den brandvarme udstødningsgas ret ubekymret ud gennem rørsystemet kun kølet af den luft, der strømmer forbi på ydersiden. Det går naturligvis ikke i en båd. Her er ingen luft, der strømmer, og varmen kunne nemt sætte ild i båden. Så derfor ”the water injection bend”! I en nedadrettet rørbøjning sprøjtes motorens kølevand efter at have gjort sin gerning med at køle gearkasse, olie, og varmeveksleren til ferskvandskølesystemet, direkte ind i udstødningsgassen fra dieselmotorens udstødningsmanifold inden blandingen fortsætter ind i en 4 tommer gummislange til lyddæmperen og gennem et vertikalt loop videre overbord med et hyggeligt plop plop.
85 grader varmt saltvand blandet med udstødningsgas er en skrap kop te. Ikke desto mindre så min ”water injection bend” ganske sund ud udefra selv efter 34 års tro tjeneste. Men skjult nede i gummislangen gærede det. Eller rettere, rustede det i det gode gamle støbejern. Og mens vi lykkeligt var undervejs på en sjælden næsten vindstille dag fra Jost Van Dyke til Cruz Bay på St. John knækkede røret, og motorrummet fyldtes af udstødnings os, saltvand og damp, så luften og dermed ilten fortrængtes i en sådan grad, at motoren tabte omdrejninger. Nå, det er jo heldigvis en sejlbåd, og lidt vind viste sig da også senere, så vi klarede os i stedet ind i vores vidunderlige Maho Bay, hvor vi tog en bøje.
Næste dag blaffede vi til Cruz Bay, som øens by kaldes og fandt frem til en ”both skilled and friendly welder!”, som byens folk kaldte ham. Og det var han. Nej, det gamle støbejerns bras kunne der ikke svejses på, men han ville lave en kopi af den. Har du nogen børn? For det vil koste dig det ene af dine børn! O.K! Hvem giver ikke gerne sin datter for at få båden sejlklar igen, så tre timer senere blev en nyfødt water injection bend overrakt, som var det et helligt relikvie.
Nå ja. Russeren. Det er egentlig en længere historie (han er 65 år), men I får den korte version. Han er født og har levet det meste af sit liv i det sydlige Rusland nær grænsen til Tjetjenien. Som han fortalte mig: ” Hvis nogen dengang havde sagt til mig, at jeg en dag ville komme til at sejle i Caribien i min egen båd, ville jeg have svaret: Forget it! I may as well be walking on the Moon!”. Da jerntæppet faldt flyttede han til U.S.A. Vi blev venner, da han generøst overlod mig sin moringsbøje. Jeg havde fået den anvist som måske ledig af nogle flinke amerikanere på en nabobåd. Leo fandt så en anden(s) til sin egen båd. Jeg hjalp til gengæld ham med at få et elektronisk søkort, som han havde forelsket sig i, mens han var ombord på Slowfox. Ha, ha. Hans PC var en Mac og styresystemet talte russisk. Selv havde han ikke begreb skabt om computere og kunne ikke oversætte den russiske menu til noget, der gav mening. Han havde fået den i gave fra sine sønner, som syntes han skulle være med på tidens teknologi. Men det var sjovt at prøve at klikke på menuerne og se, om der skete noget. Til sidst tog han til byen og købte et USB pen, som jeg kunne lægge kortet på fra min egen pc. Og senere da vi mødtes igen forærede han os to vidunderlige kæmpe stykker fiskekød, fra en stor fisk han selv havde fanget. Hvad det var for en vidste han ikke. En haj tog i øvrigt halvdelen, mens han trak den ind. Det var dog ikke en barracuda, og han havde selv spist af den allerede, sagde han, da jeg forhørte mig. Således beroliget lavede jeg en fiskeret, som Birgit mente ikke kunne overgås af selv de bedste restauranter. Forgiftningen kaldes Ciguatera og skyldes en lille dino-flagellat, som lever i en særlig tangbevoksning, som findes her ved de nordlige caribiske øer. Små fisk spiser flagellaten og bliver spist af større fisk, hvorved koncentrationen af gift stiger. Fiskene har det fint med det. Vi andre får (i bedste fald) dårlig mave, hovedpine og kløe i huden. Men det kan også give muskelsvaghed og vare i måneder. Jeg håber Birgit og jeg hører til i kategorien ” bedste fald”.
Rejsebrev 23.03.2014 Salinas, Puerto Rico
Her er dejligt! Da vi havde rundet den yderste mangrove ø og sejlede fra det åbne hav og ind i det smalle løb, der fører ind til den beskyttede bugt, hvor vi nu nyder livet og puertoricanernes gæstfrihed sammen med andre langturssejlere fra mange lande, blev vi hilst velkommen af en manatee, en søko, som lige var oppe for at hente lidt luft.
Her myldrer med liv i luft og vand. Pelikaner, hvide og grå hejrer, fregatfugle, rokker der springer helt ud af vandet med høje klask, delfiner, og en mystisk fisk, der zig zaggede med en finne over overfladen. ”Vi” er min gast gennem 2 uger Erik og undertegnede. Vi ligger så roligt som på Borresø. Det er velkomment efter de rullende ankerpladser på Culebrita og Veiques. Culebra var dog en skøn undtagelse med en absolut fin og smuk ankerbugt. Vi blev og nød det hyggelige byliv nogle dage. Turen er gået fra St. Thomas, USVI til øerne med vinden i ryggen. Det er slut nu. Salinas bliver vendepunktet på min langtur. Erik tager hjem for at tage sit nye hus på Fur i besiddelse, og jeg bruger nogle uger her på at forberede hjemturen og vente på at foråret skal indfinde sig i Nordatlanten med roligere vindforhold.
Der er en del bebyggelse omkring bugten med cafeer, restauranter, marina og butikker, men den egentlige by ligger nogle få kilometer nordpå ved landevejen. Vi gik tur der i går og blev slået af fraværet af turister. Byen hviler i sig selv. Der var aktivitet og en rolig værdighed og imødekommenhed. Spansk er det, der tales, og en del taler tillige engelsk. Erik er derinde nu for at genopleve fornøjelsen, han er ret god til spansk. Jeg sidder imens og skriver dette med passatvinden kølende om benene i den udendørs cafe i marinaen. Det ser ud til, at jeg her kan få alt, jeg skal bruge til de 3 – 5 ugers sejlads til Azorerne. Diesel og ekstra dunke at fylde det i, vandet fra hanen kan drikkes, og der er et sted, jeg kan få fyldt mine tanke med propangas. Et stort supermarked ligger på vejen mellem by og bugt. Jeg kan fragte alt på min cykel. Marinaen har vaskemaskiner, og det internet jeg om lidt bruger til at uploade dette brev.
Erik hjalp mig i mastetoppen for et sidste check af rigningen. Alt er fint. En begyndende slitage på rullegenuaens forkant fik en beskyttende læderlap (igen tak for læderet Emil). ”To-do listen” er stadig lang, men der er ingen egentlige reparationer blandt punkterne. Blot en huske-liste som mest er et tegn på min dårlige hukommelse, og at afstanden til butikkerne snart vil øges betragteligt.
Jeg glæder mig meget til at komme hjem og må lægge bånd på mig selv for ikke at starte for tidligt. Så på nettet at oldtimeren uden motor, ”Tres Hombres”, som Nils og jeg var ombord på i Cape Verde, var ankommet til Azorerne netop nu. Det er deres fjerde tur på trekantruten, så de har erfaring med vejret i Atlanten, men det er et 35 meter langt skib med en stærk besætning. Jeg vil studere deres ruteplanlægning på skibets hjemmeside, og se hvad jeg kan lære af den… Nå, de gik helt op til Bermuda. Det er en square rigger, så den kan ikke gå så tæt til vinden. Jeg håber at gå direkte til Azorerne. Og straks bruge motoren, når det er nødvendigt. Nå, ikke flere spekulationer nu. Jeg lægger et par billeder af søkøer og Tres Hombres, jeg ikke selv har taget. Hav det godt til næste gang! Mvh Jens
Rejsebrev Salinas, Puerto Rico 28.03.2014
Erik er taget hjem for at se sit nye hus med egne øjne. Ja, den unge mand købte et 250 kvadratmeter helårshus på Fur per email, mens han sejlede med Slowfox. Ikke så meget pjat der. Jeg er gået i gang med at proviantere båden til den sidste store etape. Eventyret, langturen, nærmer sig sin afslutning, og jeg glæder mig til at komme hjem og tænker samtidig lidt over, hvad et liv med sko og strømper kommer til at betyde. I dag har jeg henkogt kød til 10-12 dages forbrug. Der skal endnu en god portion i gryden (den gamle trykkoger) før jeg forlader det herlige supermarked ”Selectios”. Kødet er glimrende, og prisen er det halve af, hvad Føtex tager. Marinaen tog 108 $ (ca. 600 Kr.) for 100 liter diesel og 250 liter drikkevand. Propan gasmanden drog af sted med to 3 Kg blå campinggas flasker og påtog sig at montere min hjemmelavede adapter på fyldestationen. Det kostede 10 $, fem for hver flaske. Jeg mindes at betale op mod 200 Kr./flaske derhjemme. Bagsiden af den medalje findes selvfølgelig også. Her er f.eks. ingen offentlige busser. Har netop hilst på et norsk ægtepar. Vi skal drikke et glas vin på deres båd i aften. De stod med samme gasproblem, som jeg havde tidligere (og som Mirec og Svetlana, på den tidligere danske båd Perle, som jeg vist aldrig har fortalt noget om (?) også havde. Derudover har de det problem, at deres forsikringsselskab ikke anser deres 40 fods Dufour sejlbåd, som egnet til sejladsen tilbage til Norge. Så nu vil de sende den med fragtskib tilbage. På vej til dinghy broen blev jeg anråbt af en glad mand, Senior Lao skulle det vise sig. Han lå i vandet i marinaen ved sin båd og var i gang med at rense bådens bund. ”Jeg har en manatee under mig!” sagde han fornøjet. Først troede jeg det var en joke, men han blev ved og spurgte om jeg havde et kamera. Manateen spiste af det han skrabede løs, men det var også tydeligt, at den nød selskabet og lå til tider som en 400 Kg baby i hans arme. Se billederne her til højre. Der er endnu et dyr, og denne gang er det et aggressivt og territoriehævdende dyr, som spiller en særlig rolle på dette sted. Jeg vækkes hver morgen ved firetiden af hundreder af haners galen. Der er ingen pauser. Før en hane har galet færdig, har utallige andre overtaget, så det fremstår som et uafbrudt langt skråleri. Går man tur på de små hyggelige veje i den del af byen som omkranser bugten, ses de i deres bure. Én hane i hvert bur. Høns og kyllinger løber derimod frit omkring på vejen. Salinas er berømt (eller berygtet om man vil) for sine hanekampe. Næste weekend vil jeg se det selv.
Rejsebrev Salinas, Puerto Rico 30.03.2014
I den uges tid jeg nu har tilbragt i Salinas, har jeg, når man fraregner langturssejlerne, ikke set en eneste turist. Her lever puertoricanerne deres eget liv. Og det foregår med højt humør og høj musik. En hver nok så lille motorbåd med respekt for sig selv, er udstyret med et stereoanlæg, der, hvis højttalerne blev rettet bagud, kunne spare mange liter benzin. Men med de rørende lave priser på brændstof er det ikke interessant, så de peger til hver side, så alle kan få glæde af musikken. Så har jeg været til hanekamp i arenaen bag Sportscafe´ Gallera.
Det var heldigvis en meget jævnbyrdig kamp. Det tog lidt af brodden af dyremishandlingen. Men det var jo så også en lang kamp, før den ene lå død. Det var forbløffende, så vedholdende aggressive de begge var. Der var ikke noget med at flygte, når en hane vågnede op igen efter at have været nede til tælling. Nej, de fløj straks på hinanden med krum hals. Til sidst døde den ene, så det ud til. Sejrherren virkede lidt usikker på, hvad sejren skulle bruges til. Der var jo ingen hønsegård at overtage. Måske gik det i det øjeblik op for ham, at menneskene havde snydt ham. Jeg så kun den ene kamp. Der var langt derud på cykel, og jeg ville hjem inden det blev mørkt. Foran mig sad en række kraftige (læs: tykke) mænd med guldkæder om halsen og alle i røde T-shirts. De mindede mig om bjørnebanden og var vist også en slags ”gang”. Jeg spurgte ikke nærmere ind til det. Der blev spillet på hanerne, og de høje råb var ikke af glæde over hanernes sportslige præstationer, men med tanke på indsatsen. Vil lave en lille video om kampen, som I kan nyde senere.
Hanekamp. Se her
Hvorfor springer rokkerne op af vandet her? Ofte mere end en halv meter for derefter at lande med et plask. Der må være noget spiseligt lige under overfladen, som får det ellers fredelige bunddyr til at opføre sig sådan. Det er tydeligvis ikke fordi, de selv bliver jaget af noget endnu større. Desværre er vandet grumset af sand, der skylles op af brændingen ude på revet, så jeg kan ikke se, men kun gætte. Jeg glemte en trist oplysning om den rørende manatee, jeg omtalte og viste billeder af i sidste rejsebrev. Dens venstre luffe var snittet af. Den er blevet ramt af skruen på en båd. Fartbegrænsningen på 5 knob, som er indført for netop at redde søkøerne, har ikke kunnet beskytte den. Så kom snart, hvis du gerne vil opleve en manatee, for de lever næppe her om 20 år. Det var en hyggelig aften med de to søde nordmænd, Brith og Tor, som kom i deres dinghy medbringende både rødvin og chips. Deres båd, Brisa Del Mar, en Dufour 42, havde desværre det strukturelle problem, at den indre ramme, som skal tage trækket fra vant og stag (de wirer der går op til masten) havde løsnet sig fra den ydre skal (bådens skrog). Sådan bygges de nu om stunder. At lade en særlig ramme optage kræfterne, gør det muligt at spare på antallet af glasfibermåtter i den øvrige del af skroget. Fint nok, men det skal selvfølgelig hænge sammen. Og en gang epoxy lim er åbenbart ikke godt nok. Værftet vægrer sig naturligvis ved at acceptere, at det skete er sket. De har et renomme på spil, og det kan koste dem uhyre dyrt at vedgå en sådan konstruktionsfejl. Nå, nordmændene er ved godt mod og fortsætter foreløbig mod Den Dominikanske Republik og Cuba. Faktisk har de jo nu lidt ekstra tid at bruge af, inden båden fragtes hjem på skib. Så vi snakkede sejlads, både, steder vi havde besøgt, og oliebranchen, sandelig, idet Tor også var elektriker og arbejdede som process instrumentør (tror jeg det hed) for Statoil i den norske sektor. På Vieques læste jeg i en lokal avis, at en båd var beslaglagt med 250 Kg kokain ombord lige syd for øen. Det forklarer, hvorfor en mørklagt motorbåd pludselig speedede op og anråbte Slowfox, da vi på vores natsejlads mod Puerto Rico befandt os midt mellem den lille ø og hovedøen. Erik blev temmelig overrasket ved at blive vækket af en skipper, der stod og råbte ud i mørket. Politiet ville ikke gøre alle opmærksomme på deres tilstedeværelse ved at benytte VHF radioen. Nå, efter behørig udspørgen og projektørbelysning måtte vi gerne fortsætte sejladsen. Lad os slutte i det muntre hjørne. Erik, en ung dansk ingeniør, som har gastet Slowfox i nogle uger, vandrede på stranden på den ubeboede Bounty ø, Culebrita. I en palme, der lænede sig ud over den blændende hvide strand, fik han øje på en kokosnød, som han ubetinget måtte have. Men den hang så højt, at han ikke kunne nå den. I stedet satte han sig for at skyde den ned med en af de mange gamle tomme skaller, der lå så rigeligt af nedenunder. Han kaster fint, men den bliver hængende. Så lidt ærgerlig går han hen for at samle kasteskytset op igen til et nyt forsøg. Idet han bøjer sig ned beslutter kokosnødden sig for, at det er tid til at falde. Den træffer ham præcist i baghovedet og efterlader en imponerende bule. For at føje spot til skade viser det sig, at denne nød også blot er en tom kobraskal. Nej, selvfølgelig var det ikke en munter oplevelse for Erik, men når man tænker på den bil, vi så på parkeringspladsen på Water Island, med en kokosnød fastklemt halvvejs gennem forruden, så glædes man dog over, at han slap med livet i behold.
Min solosejlads fra Anegada i The British Virgin Islands, BVI, mod Bermuda (og derfra videre mod Azorerne) starter med to dages forsinkelse på grund af en alvorlig skoldning i ansigtet og på højre overarm. Uheldet skyldtes uforsigtighed med overhedet motorkølevand. Af hensyn til faren for at få en infektion jeg ikke selv kunne bekæmpe undervejs, fravalgte jeg at forsøge at gå direkte mod Azorerne, en tur på ca. 4 uger, men valgte i stedet den klassiske nordlige rute via Bermuda, som statistisk giver kraftigere og mere stabile medvinde. Det gav mig mulighed for at søge yderligere lægehjælp efter ca. 8 døgn, hvis det skulle vise sig nødvendigt. I Spanish Town, BVI forsynede jeg mig med de ekstra bandager, piller og salver, jeg havde brug for under turen til Bermuda.
Her er mine meldinger fra min IsatPhone satellittelefon:
Saa er jeg paa vej mod bermuda. Sol vind sydoest 5
til 10 kn. Sejler oestpaa. Saa nemmere senere naar vind igen frisk. Kh jens
Alt vel ombord. Motor stoppet.Fart dog kun 3 kn. For sejl. Vind syd.
Sosyge overstaet igaar. Cola smager dog stadig best. Kh jens
Sejler i sarogossahavet. For sejl og motor. Stor doenning svag vind. Godt
jeg tog exstra diesel med. Ca 500 mil endnu. Kh
Ingen vind i 3 doegn ud over den jeg selv laver :) med motoren. Her laa de
gamle sejlskibe hjaelpeloese og rullede i doeningen der gigantisk som et klitlandskab haever og saenker sig, mens mandskabet doede af skoerbug og raaddent vand. Jeg har fremdrift i baaden og kold juice i koeleskabet. Kh
Kaptain og besaetning melder alt vel ombord paa motorskibet slowfox. Vi
holder en oekonomi fart paa 3.5 kn. Dagen gaar med diesel transfer fra reservedunke til tank, madlavning (spaendende daaseretter) kommunikation og ”karitas”, den sidste ulaeste bog. Kh
Saa kom vinden. Den er frisk men desvaerre fra nordlig retning. Vi tonser
afsted i store boelger. Kh
Skiftende vind hvert femte minut. Sejljustering dag og nat. Men det gaar
fremad :)
Alt vel ombord. Vind fra syd. 100 mil til bermuda. Ankomst i morgen 3. Maj.
Kh
Ankom velbeholden til bermuda 3. Maj kl. 12. Nu ikke mere paa denne blog foreløbig.
Rejsebrev Bermuda 06.05.2014
Kære alle. Så er jeg i Bermuda og er gået i gang med et genopfedningsprogram. Der er ingen bukser, der passer længere, og livremmen er over sidste hul. Desuden skal der være noget at tære på under næste etape.
Bermuda er en hyggelig engelsk ø, som jeg glæder mig til at se lidt af, før turen går videre til Horta, Azorerne.
I Bermuda mødte jeg Fabiani og Jens på deres dejlige båd ”Solitaire”. Vi tilbragte megen hyggelig tid sammen.
Solosejladsen fra Bermuda til Horta på Faiyal, Azorerne
Turen tog knap 3 uger. Herunder er gengivet mine emails til min blog sendt fra en IsatPhone satellittelefon:
Saa er jeg paa vej mod horta azorerne. Foerste doegn gav en lille kuling
med vand og flyvefisk paa daekket og 130 mil i den rigtige retning. Vi skal op til vestenvindens baelte og saa mod oest. Kh
Alt vel. Fin medvind. Sol. 25 gr. Omelet med champinon. Tak for emails med
gode oensker og nyt hjemmefra. Kh jens
Kursen er nu lagt mod oest selv om det er for tidligt ifoelge bogen. Men
min gamle vejr fil viser haard modvind torsdag isaer nordpaa. Saa indtil jeg ved mere maa jeg blive her. Ensom er jeg ikke efter kun 4 dage. Tankerne er mest paa vejret og den bedste kurs. Khjens
Portugisiske orlogsmaend stikker smaa sejl over vandoverfladen.
Delfinbesoeg. Godt forberedt paa en kuling som er paa vej. Skriv kort. Nogle mails er uden slutningen. Men dejlige at modtage alligevel! Kh
Saa blaeser det. Sat forbindelse vanskelig naar baaden ruller. Kurs 140 gr.
Alt vel. Kh
Haard sejlads. Kurs se. Alt vel. Kh
Graat koldt og hard vind. 3 dage ikke kommet naermere horta. Ellers alt
vel. Kh
Alt vel. Og nu i den rigtige retning :)
Alt vel
Sol og byger 25 gr. Svag vind fra sw. Kurs mod azorerne. Afstand 970 somil
hvis man er en fugl. Nogle vindsvage dage forude melder min vejrmand (og son). Har diesel nok til en uges okonomi sejlads. Kh
I nat vindstille. Koert motor siden. Men hurra har mere end 1.5 kn
medstrom! Genfyldt dieseltank fra dunk knap 25 l kunne der vaere. Har koert 22 timer. Fantastisk godt. Fik varm mad igaar..kh
Lidt info. Jeg kan skrive langt til jer og betaler for det. I kan kun
skrive kort. Resten klipper inmarsat af. Det er gratis for jer og mig. Jeg opdater min middagsposition hver dag. Nogle naestenusynllge faneblade her i hoejre side af denne blog. Klik paa det midterste. Kh
Hyggesnak med foerste sejlbaad jeg har moedt. Hollandsk. Der var 40 kn vind
i det overstaaede lavtryk. Nu vindsvage dage forude.Kh
30 timer bidevind. Fart 6 kn kurs mod horta. Svensk knakbrod fransk
gedeost. Tak for hilsner. Husk kort. Din email taeller ogsa med. Kh
Det er i dag 2 uger siden jeg forlod bermuda og der er 500 mil til horta.
Vejret er fint og baaden gaar bidevind 6.7 kn. Spiser chili con carne jeg henkogte i puerto rico for 2 mdr siden. Tak for vejrudsigt og omsorg. Kh
Tak for hilsner b og t. Smukt vejr. Javn vind se og hurtig sejlads mod
horta. 400 mil endnu. Sidste roede tomat spist. 3 naegter at roedme. Kh
Fint vejr. God fart mod azorerne. Fisker. Kh
Sol og igen varmt. Svag vind sw. Motor. Pulled chicken hot and sour. 200
mil. Kh
Sol og svag medvind. Eta horta i morgen ved daggry.Glaeder mig til samvaer
med andre. Skrivefejl paa position igaar. Kh
Vel ankommet horta. Ikke mere her foreloebig. Kh jens
Vel ankommet til Horta, Faial, Azorerne efter ca. 19 døgns solosejlads fra Bermuda. Et lille rejsebrev vil følge senere, når jeg er landet og har lært at gå på to ben igen. Kh Jens
Rejsebrev Horta, Faial, Azorerne 1.06.2014
En hyggelig gammeldags by med lave huse omgivet af frodige marker, der strækker sig i et kludetæppe helt til toppen af de omgivende vulkaner. Det er jo Portugal, og de er i modsætning til spanierne, lidt nøjsomme i deres levevis. Her er ikke mange fortovsrestauranter, og maden er på det jævne. Til gengæld er det svært at spise og drikke for mere end 100 Kr. Nu har jeg også prøvet at blive klippet af en azorer-beboer. En sød ældre dame. Hun havde ikke pistol i bæltet som min sidste frisør på St. Thomas, men var bevæbnet med en elektrisk hårklipper og store armbevægelser. Det tog hende ikke mange minutter, før jeg var trimmet ind til grænsen af hårrødderne. Færdigt arbejde, 5 euro! Til den pris kan man ikke tillade sig at hænge sig i detaljerne, og nu kan vinden ikke genere min frisure et langt stykke tid fremover. Desuden har jeg jo min dejlige sixpence, som jeg holder så meget af. Over 1000 langturssejlere kommer til Horta hvert år. De fleste kommer her i maj og juni og kun for et kort besøg. Det er canadiere og amerikanere, der vil opleve Europa, og europæere der er på vej hjem, eller blot på vej til nye destinationer. Der skal hviles ud, tankes diesel og vand og provianteres med friske grøntsager og kød inden turen går videre mod Middelhavet eller Nordeuropa. Der skal måske også skiftes ud i besætningen eller repareres vigtigt grej på båden. Det gælder også for Slowfox, for selv om hun har klaret turen fint, er der tovværk, der er slidt, og vinduer der alligevel ikke var helt tætte, da bølgerne bankede på for alvor. Rullegenuaens fald var slidt helt igennem, så da jeg på et tidspunkt rullede sejlet helt ud gled det ned og endte halvvejs i vandet. Det skete også på udturen over Atlanten, og må ikke ske igen, så nu har jeg udtænkt en god løsning på problemet (håber jeg).
Også jeg skifter ud i besætningen, idet der ankommer en gast fra Danmark om en uges tid. Der er heftig trafik og skal holdes godt udkig i den Engelske Kanal. Vi kender ikke hinanden på forhånd, så det bliver spændende!
I sin bog ”Short-handed sailing” af Alistair Buchan, som jeg netop har genlæst, skriver han, at man sejler ud på en strækning med et vist psykisk og fysisk overskud, som efterhånden ubønhørligt slides ned. Det synes jeg, han har ganske ret i. Det er svært ikke at tabe 5 – 10 kilo på sådan en tur. (Her taler vi ikke om gæster på krydstogtskibe. For dem gælder det modsatte. En gennemsnits passager tager 5 kilo på i løbet af 14 dage!). Selv de, som er så heldige aldrig at mærke søsygen, vil blive udmattet af mangel på god og sammenhængende søvn. Vi er landdyr og ikke skabt til at blive kastet rundt i måneder i en lille rullende båd på havet. Psykisk er det belastende, at man altid skal være beredt på at kunne klare en situation, som måske helt uventet opstår om få sekunder. Nogle dage vågnede jeg og troede et øjeblik, at jeg lå i min seng i Risskov. Indtil det gik op for mig, at jeg lå alene 1000 sømil ude på Atlanterhavet. Godmorgen! Men morgenangst (som de fleste vist kender) forsvinder heldigvis, så snart man bliver rigtig vågen. Jeg følte mig ikke ensom på denne 3 ugers tur. I den storm jeg fik at mærke 14. til 18. maj, og som afspejler sig i billedet med min kurs hjemover nederst til højre, forliste fire engelske sejlere med en 40 fods båd "Cheeki Rafiki" de havde sejlet til Caribien for at præsentere på vegne af et bådfirma, og nu var på vej hjem med. De var alle erfarne sejlere, men det lykkedes dem ikke at lokalisere, hvor det vand, der trængte ind i båden, stammede fra. De vidste ikke, at det kom ind ved området omkring kølen, som var ved at brække løs. Da kølen forsvandt, vendte båden bunden i vejret, og således blev den senere observeret af et Maersk skib. Ingen overlevende er fundet. Flere danske både er kommet ind de sidste dage. Nogle kender jeg og har haft hyggeligt samvær med tidligere, andre er nye bekendtskaber. Lad mig slutte med vejret. Det er pragtfuldt! Som den bedste danske sommerdag. Varmt om dagen, køligt om natten. Om aftenen synger solsortene, så jeg bliver helt rørt derved. Kh Jens
Rejsebrev Horta, Faial, Azorerne 4.06.2014
I går var jeg på en dejlig ø-rundtur sammen med Fabiani og Jens fra ”Solitaire” i en lejet bil. Jeg kan bekræfte at køerne, de har det godt. Livet på øen leves i det hele taget i et drøvtyggertempo. Mest gang i den var der hos nogle lystfiskere ved en tidligere hvalfangerstation ved et gammelt fyrtårn på den yderste vestlige pynt, ”Ponta dosCapelinhos”. Her ligger mellem klipperne en lille bådhavn, hvor man engang bjærgede fangstbåde og hvaler op via en cement sliske. Lystfiskerne smed snøren ud i de store brodsøer, som dønningen skabte i havnebassinet og halede ”tigerfish” på flere kilo ind. Ved denne kyst skød i 1957 en ny halvø op af havet ved et vulkansk udbrud. Landskabet er stadig goldt og imponerende i sin voldsomhed.
Tilbage i Horta benyttede vi bilen til at hjembringe nogle af de tunge indkøb. Juice, mælk, og drikkevand især. Det er en god fornemmelse at have kistebænken fyldt igen.
Til min glæde og overraskelse ser jeg, at nogen har bundet en pose med maling og malergrej fast til min cykel, som står på kajen. Jeg ved i skrivende stund endnu ikke hvem, der er den venlige giver. Det er en af traditionerne blandt sejlere, der kommer hertil, at man efterlader et molemaleri med relation til båd og mandskab. Og her er tusinder af dem. Slowfox skal selvfølgelig også være med.
En anden gammel og meget værdsat tradition er, at sejlerne mødes på ”Peters Bar” (Cafe´Sport) til en drink og nogle skipperhistorier. Og endelig at vennerne tuder i hornene, når en sejlbåd stævner ud på næste etape.
Her snakkes meget om vejret og hvordan man skaffer sig viden om det undervejs. Nogen har købt sig assistance hos et vejrformidlingsfirma (f.eks. 4.500 Kr. for et atlantkryds!), som så sender en mail hver anden dag. Jeg er så heldig, at min søn Christoffer har været min vejrmand og rådgiver under min sejlads. Det har været en kolossal støtte at have hans meldinger. Han giver mig en mail med en 5 dages udsigt i kort tekst, som satellittelefonen kan kapere. Teksten har han har uddraget fra grafik på nettet, således at der er taget højde for, at båden bevæger sig ca. 100 sømil i retning mod målet i døgnet. Tak for indsatsen Christoffer! Nu må jeg videre med ”to do” listen. Jeg vil skifte den gamle kasserolle, hvor teflonen er i stykker ud med en ny af samme størrelse. Men der skal være låg til, og en gryde (med to små ører) dur ikke. Man skal bruge den ene hånd til at holde sig selv fast i båden med. Det ser desværre ud til at blive svært at finde her. Kh Jens
Fra Horta, Faial, Azorerne til Skotland
Ja, egentlig var målet England og videre gennem Den Engelske Kanal til Holland og Tyskland for at gå gennem Nord Ostsee Kanal til Danmark, men et kraftigt og vedholdende højtryk nord for Irland ville det anderledes. Det skabte en frisk vind med store bølger fra øst, som pressede os længere og længere ud i Atlanterhavet. Jeg var meget glad for at have Lars ombord på denne del af turen. Han tog ekstraordinær ferie fra sin arbejdsplads og fløj til Azorerne for at opleve, hvordan atlanterhavssejlads føles på egen krop. Det fik han god lejlighed til! Her er mine emails fra den 14 dage lange og til tider meget hårde tur, som blandt andet bød på 5 dages bidevind, hvor vi sejlede så tæt til vinden som overhovedet mulig (og dog havde kurs mod Island!). Det gav nogle voldsomme øretæver til båd og mandskab! Vi var på et tidspunkt 400 sømil ude af kurs, før vinden endelig drejede om til vest!
Saa er vi undervejs! Frisk vind fra ssw og godt humor ombord. Kurs 40.Snart
er oerne agterude. Kh
Haard vind og regn igaar. Taage og vindstille og nu sol i dag. Lars saa
delfiner og hvaler paa sin vagt. Kh
Frisk medvind. Koeligt. Lars meget soestaerk. Jeg har ogsa appetit igen.
Tak mail. Chris linie mangler. Kh
Stadig frisk til haard medvind og sol. Det gaar fint nordpaa. Fisk rev
forfang i stykker. Kh
Alt vel. Tak for vejrudsigt og mail. Vi faar desvaere modvind sidst paa
ugen. Men pt gaar det godt fremad. 10 springende delfiner. Kh
Vi hygger os men det er kold og anstrengende sejlads mod vinden. Tak for vejrudsigt. Kh
Haard modvind. Kurs mod island! Haaber vinddrejning snart. Alt vel ombord.
Kh
Vi har paa gr af den vedholdende oestvind lagt kursen nordvest om irland
til skotland. Alt vel. Kh
Solskin ombord. 6 knob mod skotland. Med lidt held er vi der om en uges
tid. Lars har snoeren ude efter en tun. Kh
Naesten vindstille. Sejler nyvaskede for motor den direkte kurs mod
nordirland. Kh
Sol, sejl og lars har bagt laekre boller. Kh
Det irske hoejtryk, som har aendret sejlplanen saa radikalt og givet os en
uges bidevind paa styrbord halse er her stadig, men nu med agterlig vind. Vi er paa rette kurs! Kh
Tak for den dejlige hilsen og oensker. Her bydes paa svag vind og flokke af
smaa hvaler. Kh
Ankommer til oban om fire timer. Dejligt at vaere hjemme i europa igen. Nu
skal der fraases i varmt brusebad og gaaes i byen.Kh
Gennem Caledonian Canal, Skotland
Desværre modtog Lars dårligt nyt hjemmefra. Han mor var indlagt på hospitalet. Vi hastede derfor gennem kanalen på 3 dage, og satte straks kursen ud i Nordsøen.
Tak for de mange hilsner. I dag forlader vi Inverness og sætter kursen mod Danmark. Vi forventer ca. fire døgns sejlads mod Limfjorden (alternativt Kielerkanalen). Vi ses!
Over Nordsøen til Thyborøn
Det blev en hård, men hurtig tur. Her er mails fra bloggen gengivet:
Nordsoen lever op til sit ry Danmarks vildeste rutchebane Ellers ved godt
mod K h jens og lars
Frisk vind over nordsoen. Det gaar rask hjemad. Kh
En ca 12 meter lang hval skoed op gennem de skumpiskede boelger, drejede
sig halvt i luften og landede paa ryggen i en kaskade af vand lige bag slowfox. Et fantastisk syn! Kh
Så kom vi til Lemvig, og Lars hastede hjem til sin syge mor. Jeg fortsatte gennem fjorden straks næste dag.
Ligger for anker i læ for vinden bag Livø midt i Limfjorden. Her er blæsende og bidende koldt, men hvor er det dog dejligt at være tilbage i Danmark igen! Turen over Nordsøen tog kun tre en halv dag fra Inverness til Thyborøn og det er rart at have den vel overstået. Om nogle dage ligger båden igen, hvor den hører til, og det gør jeg også! Kh Jens
|  The Baths, Virgin Gorda. BVI.  The Baths, Virgin Gorda.  Aftenstemning i Lee Bay  Pelikan i Lee Bay  Toldere i Lee Bay  Terryl Bay  Terryl Bay 
Terryl Bay
Har vi mon strøm nok?
 Værsgo at tage plads. Cafe the Sandbox, Bitter End, Virgin Gorda  Slowfox i læ bag revet  Brittish Virgin Islands, Green Cay, Jost Van Dyke.   Anne står vagt ved vort gamle fort i Charlotte Amalie, St. Thomas, USVI.  På White Bay ved Soggy Dollar Bar.  Med Kasper.  Charlotte Amalie, St. Thomas. Turister oser på tax-free kajen.  Gammel dansk sukkerplantage.  Strandliv på St. John   St. John  Cruz Bay. Eneste by og havn på St. John.  Birgit klar til endnu en herlig tur i vandet. 
Foxy himself i sit hide away skur på Jost Van Dyke, BVI. Han er berømt i
Caribien for sin bar, sin "Pain Killer" drink og sin musik.  En varm tur over bjerget på Jost Van Dyke. 
Og en kold øl på Skinny Legs, Coral Bay, St. John.
 Charlotte Amalie, St. Thomas, USVI  Anne og Kasper i Charlotte Amalie, St. Thomas, USVI  Jo, vi er skam i USA!  Hvad foregår her?  Nåe, det er blot den almindelige arbejdsstilling, når motoren på en Moody 33 fra 1980 skal serviceres!  Værsgo. Så er der serveret! Giftige lækkerier skulle det vise sig.  Honeymoon Beach, Water Island, nær ved Charlotte Amalie, St. Thomas, USVI.  Trængsel ved strandbaren på Honeymoon Beach, Water Island.  Slowfox spor i den sidste halvanden måned. Jeg kom ind fra St. Martin til B.V.I. nederst til højre i billedet.
Bådens icon ses liggende på ankerpladsen ved Water Island /Charlotte Amalie, U.S.V.I.
 Tress Hombres, sejlskibet som sejler trekantruten uden motor!  Manatee, søkøer i mangrovelagunen i Salinas, Puerto Rico 
Senior Lao med en Manatee i favnen i Lystbådehavnen i Salinas, Puerto Rico.
   Vi har grillet kylling og grøntsager i Cobb-grillen, og nu skal den gøres ren på det lave vand bag revet. Køkkenvasken er for lille til formålet. Culebra, Puerto Rico.  Jeg checker om alle splitter og terminaler er på plads og i orden. Erik sikrer, at jeg ikke kommer for hurtigt ned igen.
Bemærk den hjemmelavede rebstige med plast strips som trin!
Erik er en særdeles kompetent sejler og har hurtigt afluret den gamle båds (og skipperens) små særheder og tilpasset sig livet på Slowfox. Ud over at være godt selskab, er han også en ypperlig god kok. Det er en højt værdsat egenskab blandt sejlere!
 Og tager opvasken  Endnu et mesterværk fra Eriks hånd. 
Blandt søkøer i Puerto Rico.
 Morgenstemning i Salinas efter hanegal  Fire dage efter skoldningen falder yderste hudlag af ansigtet. På armen blev huden blæst af øjeblikkelig. Jeg måtte lade skægget stå. Det var ikke muligt at barbere sig.
Til gengæld var der kun mågerne og min egen forfængelighed at tage hensyn til under min 8 døgns solosejlads til Bermuda.
 Sargasso "tang" fisket op i Bermudatrekanten. En fin plante med små bær.  Efter 8 døgns sejlads fra Caribien slapper jeg af en uges tid på Bermuda og venter på gunstig vind mod Azorerne. Ja, Slowfox er igen den mindste på ankerpladsen.  Jeg må meddele alle bådens data og oplysninger om sikkerhedsudstyr til BERMUDA RADIO før jeg udklareres og kan lægge kursen mod Azorerne ca. 3 uger borte. 
Endnu en lille kamikazeflyver.
 Aftenstemning på et stille Atlanterhav.  Horta, Faiyal, Azorerne. Her snakkes langturssejlads og drikkes gin og tonic.  Udsigt fra båden 
Vulkanen på Fayal. Der er 400 meter til bunden af Calderaen
 Nyt landskab  Den nye "udvidelse" af øen 
Der fiskes sardiner og tigerfish
Horta set fra sydvest
 Køerne har det godt på Azorerne.  Der males molemalerier, ellers kan ulykken ramme!  Nej, det er ikke en blåhval, men en mahi mahi, som mangler sin normale gule farve (vi havde ingen gul).  Min favorit blandt de ti tusinde  Aftenstemning med udsigt til naboøen Pico´s vulkantinde 
Estacion de Bombieros, brandstationen.
De sidste billeder fra Horta, Faial, Azorerne. Vi sejler mod England i morgen. Lars tager byen i øjesyn.
Lars nyder fast grund under fødderne efter 14 døgns hård sejlads fra Azorerne til Skotland.
Skotland i tågeskyer og dejlig grøn frodighed.
Slowfox i Corpach klar til at tage de første sluser
Lars styrer fortøjningen mens vandet stiger
 Midt i Nordsøen så jeg min eneste hval på hele turen! Den sprang helt ud af vandet, drejede sig i luften og landede med en kaskade af skumsprøjt på ryggen. Det var en kaskelot som denne, der er fotograferet ved Azorerne. I Nordsøen sprang den ud af skumpiskede bølger.  Vi springer Nordsøen over. Den viste sig ikke fra sin pæne side, men blæste os dog hurtigt til fædrelandet. Lars er hastet hjem på grund af sygdom i familien, og jeg sejler alene ind i hjemhavnen i Egå til en storslået modtagelse af familie og venner. Den røde løber er rullet ud, champagne, kransekage, flag og truthorn og ikke mindst kys, knus og kram. En herlig dag! 
Hjemturen fra Anegada i British Virgin Islands via Bermuda, Azorerne og Skotland til Danmark. Mærkerne angiver at et døgn er forløbet. Den "ufrivillige" tre døgns drejning mod syd, skyldes en storm.
|
