Slowfox tur til Caribien 2012-2014
Turen ud til Caribien 2012 – 13
Følgende er et sammendrag af de rejsebreve, jeg lagde på min facebook undervejs.
Rejsebrev Inverness, Skotland den 30/7 2012.
Turen er i gang! Slowfox har gennemsejlet Limfjorden fra øst til vest i stride modvinde og alt andet end sommerligt vejr. Besætningen udgjordes af Birgit og Jens (undertegnede) og vi fik vandret og cyklet dejlige ture i Birgits fødeegn og på de små øer i fjorden. I Lemvig tog Birgit hjem for at arbejde, og jeg blev godt beværtet og hjulpet med praktiske ting af Kaspers (Annes kæreste) søde forældre. Tak!
Nordsøen bød på modvinde fra sydvest om til nordvest i evindelig skiftende retning og styrke. Besætningen Per og hans søn samt skipper tog tørnen i fin stil, da vi først havde fundet vore søben. Midtvejs fik vi besøg af en stor flok nysgerrige ”bottle nose” delfiner. Vi var også nysgerrige og fik filmet og fotograferet. Nu flyver far og søn hjem, og i morgen fortsætter sejladsen sammen med Birgit gennem Caledonian Canal fra Inverness, hvor Slowfox p.t. ligger klar og rykker utålmodigt i fortøjningerne.
Starten med det hårde vejr og hårde kryds har afsløret nogle små utætheder, som jeg nu kan fordrive tiden med at udbedre. Så ja, der har ikke været en stille dag siden afgangen fra Egå den 10. juli.
Rejsebrev den 18.08.2012, Peninsula of Kintyre,Skotland
Slowfox ligger i en lille fiskerhavn på Peninsula of Kintyre overfor Island of Arran på Skotlands vestkyst. Vi er eneste lystbåd i havnen. Ombord er Christoffer og undertegnede. Vi har kursen mod Nordirland, men med vinden imod. Bag os ligger en idyllisk sejlads i Crinan kanalen, som skærer sig gennem denne halvø. Går vi 14 dage tilbage gik sejladsen sammen med Birgit gennem Caledonian Canal, der strækker sig tværs over Skotland. Blandt søerne, som kanalen forbinder, er den navnkundige Loch Ness. Vi så ingen sømonstre, men sejlede gennem søen i sol og medvind! Vi gik lange ture på og omkring Ben Nevis, englands højeste bjerg. Skotterne er helt usædvanligt flinke, imødekommende og hjælpsomme. I dag ville en mand låne mig sit værktøj til at reparere toiletpumpen. Det er storsind! Nok for nu. Det er tid at lave aftensmad.
Rejsebrev 20.08.2012, Troon, Skotland
Slowfox ligger i Troon. Det er en smuk, men også lidt trist dag, for Christoffer skal rejse hjem herfra i dag. I morgen går turen videre alene mod Nord Irland og Irland, som forventes nået i løbet af en 3-4 dage. Hilsen til alle!
Rejsebrev 23.082012, Bangor, Nord Irland ( tæt ved Belfast)
Nu hvor jeg endelig skal til at sejle sydpå melder den første efterårsstorm sig. Den vil ramme Irland på mandag. Jeg håber inden da at nå Dublin i tre mindre step fredag, lørdag og søndag. Stormen ser ikke rar ud på UGrib vejrfilerne, men jeg anløber gode havne undervejs og holder øje med udviklingen. Trænger snart til lidt stabile vejforhold. Det skifter ustandseligt i dette område og byder mest på sydlige vinde (modvind), så sejladsen begrænser sig til den tid tidevandet løber fordelagtigt, ellers er der ikke mulighed for fremdrift.
Nu godnat. Tidevandet dikterer, at jeg skal afsted 07.30!
Rejsebrev onsdag 05.09.2012, Caraminas
Åh, hvor dejligt. Første ubrudte søvn i 5 døgn. Natten er tilbragt for anker i en smuk fjord på Spaniens nordvest kyst. Morgenmad i cockpittet i sol og varme og müeslien kunne holdes inde i skålen ganske ubesværet.
Nå tilbage til sejladsen. Jeg afsejlede fra Arklow, en lille flække på Irlands østkyst, tidligt torsdag morgen. Min 65 års fødselsdag i øvrigt. Vejrudsigten lovede at et stabilt højtryk ville etablere sig over Biscayabugten. Det måtte udnyttes til at komme sydover. Men først skulle det kraftige tidevand langs kysten bringe Slowfox ud af The Irish Sea. Så op klokken lort. Det var derfor en noget klatøjet fødselar, der styrede båden ud i morgendæmringen. Det Irske Hav er et minefelt af ”lobsterpots”. Ud over hummer fanges i dette område også snegle på lignende måde. Resultatet er for sejleren, at der ikke kan sejles om natten på grund af risikoen for at få tovet til flydebøjen i skruen. I Skotland mødte vi også talrige fiskerbøjer, men de var altid orange og kunne ses på en rimelig afstand. Sådan er det ikke i Irland. Sorte eller mørkeblå oliedunke var almindeligst. Én hold tovet oppe, en anden var så tøjret med et par meter line til denne for at gøre det nemt for fiskeren at hive skidtet ombord. Eller fange en uopmærksom lystbåd fra Danmark. Jeg holdt naturligvis skærpet udkig time efter time. For en solosejler betyder det, at du må tisse ud over siden, mens du stirrer fremefter. Ikke noget med at tag sig en hygge kaffetår eller lave mad. Det var tæt på springflod, og da jeg nåede ned til Irlands sydøstlige pynt, var strømmen blevet så stærk, at den trak bøjerne ned under overfladen. Kun i bølgedalene dukkede de frem igen. Mine nerver var efterhånden temmelig tyndslidte. Pludselig dukkede en sort op lige foran. Det viste sig dog at være en nysgerrig sæl, som sikkert tænkte: ”hvad laver den idiot dog her?” Og det kunne jeg kun give den ret i. Vinden var frisk, men motoren måtte alligevel tages til hjælp, når der skulle drejes på tværs af strømmen. Ellers ville Slowfox ende på en af sandrevlerne, som lå på begge sider af løbet. Nogle steder ramte strøm og bølger revlerne så hårdt at vandet kastedes 2 – 3 meter lodret i vejret som et springvand. Ja det så flot ud på afstand. Jeg tog nogle billeder.
Endelig fri af østkysten var planen for denne fødselsdagssejlads egentlig, at jeg ville dreje vestpå til en lille havneby på sydkysten, Kilmore Quay. Men vinden var god, og jeg havde vist fået nok af kystsejlads i Irland. Der manglede godt nok gulerødder ombord, og noget mere kød kunne også have været rart. Men med den store mængde langtidsholdbar proviant var der bestemt ikke udsigt til umiddelbar hungersnød. Så kursen blev lagt sydpå. Da de sidste lobsterpots forsvandt bagude, følte jeg en lyksalig ro brede sig i kroppen. Nu skulle der bare dases hele vejen til syden. Men jeg skulle blive klogere.
Uden internetforbindelse kunne jeg ikke downloade nye U-Grib filer, og de, jeg allerede havde, rakte kun frem til natten mellem søndag og mandag. Så for første gang i mange år fik mit lille messing barometer, som ellers mest har været til pynt, en vigtig rolle at spille. Jeg bankede forsigtigt med en finger på det. Ville nålen falde? Nej, det gode højtryk holdt sig.
På et skib skal der holdes behørigt udkig. Derfor inddeles døgnet i vagtskifter. Den opgave er meget let for en ene-sejler. Du har simpelthen 24 timers vagt, og når den slutter, har du 24 timer mere. I den virkelige verden er du naturligvis nødt til at få søvn. Jeg forstår nu, hvorfor det er så populær en torturmetode at berøve fanger deres søvn. I starten prøvede jeg at sætte mit timer-ur til 20 minutters intervaller. Helt latterligt. Jeg kunne dårligt nå at få tøj af og tæppet over, før den satans indretning kom med sine infernalske bip. Satte den så op til en halv time. Trætheden var efterhånden så voldsom, at det trods bådens larm og de bevægelser, der kastede mig rundt i køjen, når den tonsede over og gennem bølgerne, nogle gange netop lykkedes at falde i søvn, inden jeg igen blev vækket. Om dagen befandt jeg mig i en døs. Appetitten forsvandt og jeg måtte tvinge mig til at spise. Humøret svandt og et sortsyn indfandt sig i stedet. En ubehagelig og uholdbar situation. Jeg vidste godt, at det er under sådanne omstændigheder at dårlige beslutninger træffes. Jeg satte timeren op til en time. Tydelig bedring. Nu kunne jeg mærke lidt af den rigtige søvns genoprettende virkning på hjernens funktion. Jeg var nu midt i biscayabugtens åbning mod vest. Slowfox var ude over kontinentalsoklen og vandet var flere kilometer dybt. Det var tyndet godt ud i skibstrafikken og fiskefartøjerne med deres uforudsigelige manøvrer var væk. Hvorfor ikke sætte den til to timer? Herfra skal trækkes den tid det tager at falde i søvn igen, plus de mange gange, hvor et særligt højt klask af en bølge eller et blafrende sejl, der rykker i skøder og blokke, river én ud af søvnen. Sådan blev det. Timeren hakkede min søvn op i to-timers intervaller, hvor jeg stod op og kontrollerede kursen, gik i cockpittet, rettede sejlføring, og selvstyrer hvis nødvendigt, og kastede et lidt uinteresseret blik horisonten rundt. Der var aldrig noget at se. Nogle få gange blev jeg vækket af en AIS alarm, et skib befandt sig 10 sømil væk, men kunne konstatere, at vi ville passere hinanden i god afstand, hvis begge parter holdt kurs og fart forstås.
Jeg kom til hægterne og begyndte at lave god mad ud fra de muligheder, som var til stede ombord. Rettidig omhu er nøgleordet her. Lave maden når søen er nogenlunde rolig. Lave så der er nok til to dage. Ikke skolde sig, skære sig eller andet dumt. En observation jeg gjorde allerede under sejladsen over Nordsøen, og som var endnu tydeligere her, var at der ikke nødvendigvis er nogen klar sammenhæng mellem bølger og vind. Hverken størrelsen eller retningen. Midt i højtrykket havde jeg forventet at finde en rolig sø, men trods svag eller ingen vind tårnede bølgerne sig op i et kaotisk virvar uden en fælles retning. Enerverende.
Nå, men dette rejsebrev skal jo også have en ende, og jeg vil gerne lidt i land og dufte til den dejlige pinjeskov og måske have en drink på en fortovscafe i byen. Så nu får I lige en hurtig finale.
Det er desværre netop blevet nat, da jeg når frem til de heftige nord og sydgående skibsruter ved Spaniens nordvestlige hjørne. ”Desværre” fordi jeg jo egentlig gerne vil i gang med mine natlige to-timers søvnperioder. I stedet blæser det kraftigt op fra øst. Frisk til hård vind, senere kuling, der rejser en sø, der til tider brækker toppen ind i cockpittet eller sender vand ind over dækket. Ikke røgvand som vi kender det fra Kattegat, men solidt havvand i spandevis. Jeg begynder at frygte for om min dejlige sprayhood kan tåle det. Og hvad med de nye vindbreaks langs begge sider af søgelænderet? Der er også 100 liter diesel i dunke surret langs styrbord side.
Det blev en forrygende nat. Ingen søvn, men konstant øje på det elektroniske søkort, hvor både Slowfox og alle andre af områdets AIS fartøjers bevægelser kunne følges. De andre 30- 40 skibe sejlede hurtigt men planmæssigt enten mod nord eller syd i trafik separerings zonerne. Jeg skulle tværs gennem hele gøjemøjet! Båden sejler for et rebet storsejl og gør 5,5 knob igennem de store søer. På et tidspunkt hører jeg motorstøj tæt bagved. Der er ikke noget at se på AIS’en, så jeg må op at se årsagen. Et kystbevogtningsskib fra den spanske armada med blinkende lys i alle farver har fået interesse for mig. Dog ikke nok til at ville svare, når jeg kalder dem på VHF’en. Hvad vil de dog? Jeg har slet ikke tid til dette her. Jeg griber min 100 Watt søgelysprojektør og lyser kortvarigt på dem og derefter på mit storsejl. Det virker som en fuldtræffer. De drejer bi og stopper. Gad vide hvad der foregår ombord. Motor viger for sejl måske? ;-) Men selv om de som flådefartøj ikke har pligt til at udsende AIS signaler, så modtager de dem jo og kan se at Slowfox er et ”sailing vessel”. Måske kedede de sig blot, og her var endelig et suspekt smuglerskib at ”eftersætte”.
Så kom jeg da hen på formiddagen til Caraminas, en lille paradisfjord hvor jeg vil slappe af og komme til hægterne. Jo begrebet lystsejlads har fået tilføjet nye dimensioner!
Rejsebrev 06.09.2012 Camarinas
Når man skal komme til hægterne efter en kold tur fra Irland til Spanien med hjemve og savn af mine kæreste er dette det helt rigtige sted! Jeg er med et slag kommet til syden med 27 graders varme, sol, smukke sandstrande, klipper, eukalyptus og pinjeskove på små bjerge, som omkranser en smuk fjord, hvor også andre langturssejlere har fundet ind. Skriver disse linjer på en fortovscafe med en café con leche og en brandy inden for rækkevidde. Skal jeg opsummere min solo-oceansejler-prøvetur må konklusionen være nogenlunde således: Slowfox kunne fint, jeg kunne godt, men fornøjelsen var yderst begrænset. Jeg var måske også lidt stor i slaget at vælge den mest udfordrende strækning på hele turen til testen. Sejlads med vinden i ryggen har jeg stadig til gode, men sandsynligheden vokser jo mere sydpå vi kommer.
Rejsebrev 10.09.2012 Muros, Galicia
Slowfox er i havn og afventer en frontpassage inden turen går videre sydover. 10 -15 andre langturssejlere ligger her af samme grund. Her er alle faciliteter. Vand og elektricitet på flydebroerne (flydebro er vigtigt i tidevandsområder), brusebad og internet er med i dagsprisen på 100 Kr., derudover vaskemaskine og tørretumbler. Det er første gang jeg betaler havnepenge siden Irland. Byen omkranser havnen, som primært er en fiskerihavn med en netop færdigbygget afdeling til sejlere. Alt er rent og velholdt.
Samværet med andre sejlere kan på ingen måde fjerne det store savn af min familie, jeg føler hver dag, men det bidrager væsentligt til at gøre dagene lysere. I går da jeg sejlede fra Mugxia til Muros (med et sving ind til Corcubion og et andet lille sted) spurgte en spansk sejler om vi skulle følges ad. God ide. Det øger sikkerheden og trygheden ombord i begge skibe. Ellers er det mest på ankerpladsen eller i havn det sociale liv udspiller sig. Jeg er blevet inviteret til drinks på et par engelske både, en dansk og en fransk siden jeg blev alene i Skotland. Der snakkes først og fremmest om vejret. Både det som forventes at komme, og det vi har oplevet undervejs. Og hvor vi har tænkt os hen - Middelhavet eller Caribien? Nogle er i tvivl efter at have oplevet store bølger i Biscayabugten. Selvstyrere og elektricitets-generering er også populære emner blandt mændene. Nogle har to vindmøller, men solceller ser ud til at være den foretrukne metode.
Selv har jeg endnu ikke været så socialt opsøgende, men det hænger mest sammen med, at jeg hele tiden har så meget at lave. Der er små reparationer eller forbedringer, der skal laves på båden, den skal holdes ren, og det skal jeg også. Vask og opvask foregår manuelt og vandet dertil skal normalt koges først. Så tingene tager tid. Men det er heldigvis netop, hvad jeg har rigeligt af. Sejladsen over Atlanten kan først starte i slutningen af november, så der er to en halv måned til rådighed til at komme til Kap Verde øerne.
Spanierne, som bor her på Atlanterhavskysten, er lige så venlige og imødekommende, som jeg oplevede dem for 30 år siden, da Slowfox besejlede strækningen sidst. Priserne er også venlige. Min fødselsdagsmiddag, som jeg indtog i Camarinas med en uges forsinkelse, bestod af en kæmpe skål med blåmuslinger, en kæmpe skål med jomfruhummer, tre store grillede sardiner dertil brød, en øl og tre glas tør kold hvidvin. Det kostede 170 Kr. J Viva Espaná!
Ja det minder mig om, at jeg nu skal i gang med at repetere mit spanske begynderkursus! Siden jeg forlod undervisningssystemet har jeg skulket slemt med lektierne.
Rejsebrev 14.09.2012 Playa Del Madorra, Ensenada De Bayona
Galiciens kyst er simpelthen storslået. Dybe fjorde, floder og bjerge med større og mindre byer i bugter og vige, hvor naturen har gjort det muligt at bygge en fiskerihavn. Jeg vidste det egentlig godt, for jeg var her jo med Per for 30 år siden. Men vi havde lidt travlt dengang. Jeg skulle tilbage til mit arbejde på boreplatformen i den Persiske Golf (også kaldet den Arabiske Golf ) i løbet af en måned. Så fraregnet Pers og min rejsetid havde vi 3 uger til at bringe båden fra La Coruna i Spanien til Vila Moura i Algave, Portugal, hvor den skulle ligge vinteren over. Det lykkedes også, men betød en hastig gennemsejling af dette dejlige skærgårdsområde. Per er den smukke ældre mand (nå ja, lidt yngre end jeg), I kan se her på siden. Da jeg kontaktede ham efter 30 års forløb, og spurgte om han havde lyst til at sejle med over Nordsøen, svarede han straks: ”Ja, - må jeg tage min søn med?” Det tilsagn holdt de begge fast ved i det år, der forløb mellem telefonsamtalen og afsejlingen fra Lemvig! Og sønnen er jo så den smukke unge mand, der også kan ses her. Magnus har sejlet med skoleskibet. Og nu har han så også krydset Nordsøen i en lille sejlbåd. Jeg sender hermed en krammer til dem begge!!
Slowfox ligger nu for anker tæt ved en dejlig strand. Jeg ankom til Bayonas ankerplads i går, men vinden var frisk til hård med ubehagelige bølger lige mod land, så jeg og en anden dansk båd, jeg tidligere har truffet, lettede anker igen og gik over til den nordlige side af bugten. Der er en hyggelig lille bar i læ af klipperne i strandens ene ende, og pompøse villaer med palmer i haven på begge sider. Da jeg i dag landede med gummibåden for at gå til supermarkedet, sprang en herre mig straks i møde og hjalp med at bære gummibåden op på stranden over højvandslinien. Han har et hus for sommeren her, fortalte han. ”If you need anything, please let me know. Do you need a car?” Dejlige mennesker. Jeg var helt ked af, at jeg ikke lige kunne komme i tanke om noget, jeg manglede.
Det ser heller ikke ud til at Galicien mangler noget. Især er jeg imponeret af deres fiskerflåde. Der er ingen store trawlere, men en utrolig masse både fra helt små nærmest robåde og op til dansk kutterstørrelse. De er alle yderst velholdte og pænt malede og fulde af aktivitet. Det ligner ofte et familieforetagende, hvor kvinderne ordner net, mens mændene er på havet.
Galicien er ikke turistet som det sydlige Spanien, men en del spaniere holder deres ferie her. Jeg synes, det er smukt at se, hvordan man holder fast i gamle traditioner. Blandt andet holder kvinderne fast i skikken med at bade topløs.
Bayona bliver sidste destination i Spanien. Der er ikke flere havne før Viana Do Castelo i Portugal, som jeg vil sætte kurs mod om nogle dage.
Rejsebrev 18.09.2012 Viana Do Castelo, Portugal
Det spanske flag er strøget, og et nyt gæsteflag er hejst under salingen. Det portugisiske flag har ligget og ventet i posen i 30 år, men nyder nu omsider udsigten over Rio Lima og Eiffel´s fine grønmalede stålbro, som krydser floden med to etager lige bag marinaen. 30 sømil er sejlet mod syd og tiden er nu en anden, sproget og kulturen også. Der holdes ikke siesta. Og man hænger ikke længe ud på cafeer og restauranter om aftenen.
Var i byen i går for at handle. Da jeg efter et par timer vender tilbage til båden, kan jeg høre en alarm er aktiveret. Det viser sig, at et spændebånd på trykvandsslangen under bagbord kistebænk efter 30 år også har besluttet sig for at nyde friheden og give los, så 150 liter drikkevand er tømt ud i bådens bund. Der er ingen egentlig skade sket, og gudskelov har jeg jo adgang til ny vandforsyning her i havnen. Men en påmindelse om, hvor lidt der skal til at ændre situationen radikalt er det jo.
Jeg har lyst til at fortælle om to hændelser fra Baiona. Den ene var, at jeg så noget besynderligt nærme sig Slowfox. Et eller andet stort, tre – fire kvadratmeter stort, kom svømmende i overfladen direkte mod båden. Men hvad var det dog? Jeg måtte have kikkerten til hjælp selv om det kun var 5-6 meter borte. Hundreder af fisk på omkring et par kilo hver svømmede med hovedet over overfladen helt tæt sammen. Efter sig trak de et spor af bobler og snask. Det var en masseudgydelse af sæd og æg, og de var helt grønne i skællene af ophidselse. Jeg sprang ned og fik fat i mit harpungevær og hoppede i gummibåden. Roede hen og ventede til de var så tæt på, som jeg troede det var muligt at få dem, og fyrede af. Men ak. Der manglede hver gang den sidste halve meter i at nå målet. Det var som om de trods parringslegen alligevel havde fuld klarhed over hvor faregrænsen lå. Efter en halv time var det overstået, og de forsvandt ned i dybet.
I stedet for fisk blev det derfor vedtaget at sætte muslinger på menuen. De fandtes i stort tal på ydermolen, og som det skulle vise sig, er de atlantiske blåmuslinger meget kødfulde og velsmagende kogt med hvidløg og hvidvin.
Emil og jeg snakker jævnligt sejlads og teknik, og da han og kæresten Line jo ligger foran mig i feltet mod Caribien, kan han give mig værdifulde oplysninger om havnene, vi anløber undervejs. Så nu vil jeg cykle langs flodpromenaden til Cafe´Foz og købe en kop kaffe (ok – det blev så hvidvin) for at få internetforbindelse til blandt andet at uploade dette rejsebrev.
Rejsebrev 21.09.2012 S. Jacinto / Aveiro
En almindelig dag i sømandens liv – nu for anker.
Vågner kl. 08 efter en urolig nat. Små fiskerbåde og fritidsfiskere i hundredevis sejler ud og ind gennem ankerpladsen i høj fart. Der er også en færge, som lægger til alt for tæt ved. Efter en hurtig morgenmad med kaffe, müesli og langtidsmælk fra Danmark, flytter jeg båden til den sydlige ende af området. Her er ro. Mærkeligt at det ikke er angivet til ankring på kortet.
Det er blevet varmt og fugtigt, så jeg går i gang med at kreere en nethylde til frugt og grøntsager. Et par bambuspinde og et net er hovedbestanddelene. Det ser enkelt ud, men tager faktisk to timer at lave. Resultatet er heldigvis tilfredsstillende og kan senere fjernes uden at efterlade grimme spor.
Sengetøjet og hynderne kommer ud og bliver luftet i solen, mens jeg spiser frokost. Ost, pølse og salat, dertil mit hjemmebagte franskbrød. Jeg laver det med tørgær og bager det i en tykbundet gryde med låg og på absolut svagest mulige blus. Det tager en time og bliver lækkert. Sengen redes igen og – åh den dufter ren! (men jeg ved bedre).
Nu skal sø-filtret på kølevandsindtaget checkes. Jeg sejlede gennem flere strømskel i går. De var fyldt med vandplanter og affald. Og ja, der var ”gevinst”.
Flytter 50 liter diesel fra reservedunkene til tanken med en hævert købt i Irland specielt til formålet. Afprøver gasinstallationen med den fastmonterede lækdetektor. Ok, det er tæt.
Skal jeg sejle videre i morgen? Den beslutning skal tages på baggrund af U-Grib vejrfilerne, jeg downloadede i forgårs i Viana. De rækker desværre kun frem til søndag. Der er 34 sømil til Figueira Da Foz. 7 timers sejlads eller mere og vejrsituationen ved Azorerne er kaotisk med et kraftigt lavtryk, der deler sig i to og tager retning mod den iberiske halvø. Jeg må have fat i friske vejroplysninger.
Så i gummibåden og ind til fiskerlandsbyen og spørge efter internetforbindelse. Jo sørme! Det findes på Cafe Gato Preto, og nu har jeg dem. Desværre ser vejret ikke bedre ud. Beslutter at vente på en bedring her nogle dage, (jeg ligger jo gratis) og forsøge mig som sardinfisker. Køber nogle bittesmå fluelignende kroge. Mine sildekroge er vist for store. Her drejer det sig om sardiner, der ikke er større end dem man finder i dåsen med tomatsovs.
Lystfiskerhistorien, hvis der da bliver en, får I måske senere.
Rejsebrev 23.09.2012 Stadig S. Jacinto / Aveiro
Det blæser voldsomt og som noget nyt og forfriskende regner det også. Jeg putter mig et stykke inde i landet i en privat lystbådehavn med lokale sejl(!)både. Der er over en times sejlads ud til havet, så de må virkelig brænde for det. Jeg er sejlet ind på et flod og kanalsystem, gennem laguner og forbi gamle hvalfangerskibe og et firemastet skoleskib, som vist heller ikke sejler mere. Aveiro, som ligger ved siden af, er af størrelse som en dansk provinsby og ganske fin. Det er en moderne by med turister i spraglede gondoler på kanalerne og et fancy shopping center.
Min debut som sardinfisker:
Først må jeg lige præcisere, at jeg ikke er den eneste, der fisker efter sardiner her. Ankerpladsen er omgivet af en lav mole, nærmest en stensætning på flere kilometers længde, og med ca. 10 meters mellemrum står en mand og fisker efter sardiner. Jeg har nøje studeret teknikken og i går købt den rigtige agn. Fik endda bekræftet hos en af de lokale, at det var det helt rigtige. Der er 8 små kroge hver med en lille fjer på. Hvad sardiner mener der lever i havet med fjer på, ved jeg ikke. Man skal så bevæge sin stang op og ned på en for sardiner tillokkende måde. Det gjorde jeg så efter bedste evne en halv times tid uden det mindste livstegn. Gik ned og lavede aftensmad og spiste den. Tilbage til fiskeriet endnu en halv times tid med samme sure resultat. Krogene havde jeg givet 2,5 Euro for. Nå, jeg parkerede fiskestangen med hele molevitten i vandet og gik ned og tog opvasken. Da jeg kommer tilbage er der 5 sardiner på snøren! Slowfox må have lavet nogle tillokkende vuggebevægelser. Og nu kommer det geniale, (ja, jeg holder mig ikke tilbage her på min egen Facebook side). I stedet for som de andre (portugiserne) at høste hele fangsten, anvendte jeg fiskepsykologi. Hvad tænker en stakkels sardin, der har været en tur oppe i luften? ”Lad mig komme tilbage til min stime i en fart”. Så jeg lod én blive på krogen og søsatte snøren igen. Der gik ikke 5 sekunder, så sad der 6 sardiner på krogene. Fedt, nu kører det for dig Jens. Ud igen atter med en stakkels genganger. Straks var der bid. Hvad! Denne gang sad der kun to, hvoraf den ene jo allerede var fanget. Jeg gad sandelig ikke ulejlige mig for så lidt og smed snøren ud igen med dem begge på. Ak, hybris! Lidt efter havde de begge snoet sig af krogene og jeg fangede ikke mere i den omgang. Stimen var draget andetsteds hen.
Nå, det sluttede ikke her. Mens jeg skrev ovenstående linjer bankede sardinerne bogstavelig talt på skroget med opfordrende klask. Det blev til spændende natfiskeri med pandelampe, og en halvmåne der stod på skrå over fyrtårnet. Jeg springer lidt op og ned mellem fiskeri og skriveri. På floden uden for stensætningen bevæger store skibe sig ind i unaturlig høj fart på grund af tidevandet, der fosser ind i det store delta. Et firemastet portugisisk skoleskib, en slæbebåd med noget ubestemmeligt på en stor pram, og alle de små fiskerbåde, som har ligget i strømhvirvlerne ved udmundingen i Atlanterhavet og fisket efter større fisk end sardiner. Der er morild i havet, men ikke mere end det kan opleves ved stranden i Risskov. Herinde bag molen er jeg heller ikke alene. Portugiserne har sardiner i blodet, og det sværmer med små både omkring mig. Der lyder ophidsede råb, der grines og synges, og noget lyder, som informationer mellem bådene om stimens bevægelser. Det er over midnat, men der fiskes på livet løs. Måske er ikke alle lystfiskere. Der er sikkert også en del, der fisker for at få mad på bordet. Slutresultatet for mit vedkommende blev tre makrel og tolv sardiner. Ikke det store, men jagten var intens og herlig. I morgen bliver udfordringen at finde en god måde at tilberede sardiner på. Måske grille dem i min Cobb Grill med lidt salt, citron og olivenolie?
Rejsebrev 28.09.2012 Aveiro, Jacinto og Nazare
Efter en lille uges liv som sardinfisker og dagdriver i Aveiro og Jacinto var der i går et vejrvindue til at gå sydpå, og dermed atter blive langturssejler. Jeg afsejlede kort før daggry med tidevandet fossende over revlerne og ankom 12 timer senere til Nazare efter en tur med konstant tiltagende nordenvind. Bølgerne voksede på toppen af den store dønning, som de foregående dages voldsomme vind havde skabt. Ja, imponerende og lidt skræmmende, men Slowfox er en sødygtig og velsejlende båd. Jeg fik ikke sendt nedenstående, som altså er skrevet i mit forrige liv som fisker.
Kære Facebook venner, jeg håber I holder af fisk. Ellers er udgangen jo heldigvis kun et klik borte. Ja rejsebrevene skrives i stimer for tiden. Det skyldes, at jeg ikke rigtig sejler for øjeblikket på grund af at et kraftigt lavtryk har været en tur hen over Portugal, (der er dog afgang mod syd i morgen tidlig). I stedet har jeg udforsket dette spændende laguneområde, som vrimler med fisk. Jeg har det princip, at hvad jeg fanger, det skal jeg også spise (dog ikke hvis det er giftigt). I dag har jeg fanget en aborrelignende fisk, som ikke var at finde i havfiskebogen. Men den så tillidsvækkende ud og smagte også virkelig godt. Derudover er der fanget makrel, sardin og en rød knurhane. Sidstnævnte så mærkelig ud (lidt skræmmende faktisk), men var heldigvis beskrevet i bogen. Fast hvidt kød, værdsat i mange lande. Til at begynde med sagde den ikke noget. Men da jeg tog fat om hovedet, og den vidste, hvor det bar hen ad, knurrede den højt og tydeligt flere gange. Det skulle den ikke have gjort. Normalt serverer jeg mine fisk smukt anrettet med både hoved og hale. Men her måtte hovedet af i en fart. Mens de første fisk simrede i gryden bed de næste på. Aldrig har jeg spist så friske fisk. De smagte pragtfuldt og blev tilberedt helt uden krydderier, blot et skvæt portugisisk landvin.
I vil også, hvis I hænger på, blive præsenteret for en del billeder af fisk. Hver gang jeg fanger en fisk, jeg ikke har fanget før, vil jeg tage et billede af den. Tænk, hvis det er en hidtil ukendt art, og jeg kunne have stået i The Royal Society of Natural Science og berettet om opdagelsen, men desværre er kommet til at spise det unikke fund!
Tilbage til virkeligheden. Der ligger en speedbåd med tre mennesker ombord. Mand og kone og et barnebarn tror jeg. De voksne fisker og barnet føler sig tilsidesat, hvad det også er. Det råber hele tiden demonstrativt, og bedsteforældrene har desværre den taktik, dog uden at tage fokus det mindste bort fra fiskeriet, at råbe lige så højt og skingrende tilbage, selv om de sidder mindre end én meter fra hinanden i båden. Hvis de havde været blot lidt tættere på Slowfox, ville jeg have kvalt dem alle.
Nå, mens jeg hygger mig med mine egne tanker er det blevet sent. Klokken er over ni, så det er tid at gå til køjs. Godnat!
Rejsebrev 29.09.2012 Nazaré
Det blæser for meget. Jeg bliver her endnu en dag tænkte landkrabben og tog sin cykel for at komme væk fra det buldrende Atlanterhav. Lidt ind i landet og smage de frugter bonden aldrig ser. Det blev til limefrugter og grønne figen. Lime passer fint til mine mange fisk. Figen ved jeg ikke rigtig, hvad man kan bruge til. De er meget klistrede under skallen. Måske skal de ligge til de bliver brune ved juletid? Selvfølgelig kunne jeg nemt have købt frugterne på markedet, oven i købet til en rørende pris, men det smager nu bedst, når det er stjålet.
På toppen af klippen stoppede jeg i den ældre og mindre turistede del af byen, dels for at fotografere den smukke udsigt over by og hav, dels for at få lidt frokost på en almindelig lille cafe. Mens jeg spiste mine hjertemuslinger i løg og chili sauce, (Meget velsmagende! Men hvorfor kan vi ikke få det i Aarhus? Der ligger bunkevis af skaller fra dem ved stranden i Risskov. Er det mon arbejdslønnen for at indsamle dem, der er problemet?). Nå, tilbage til Portugal – mens jeg spiste, iagttog jeg de lokales næser med stor opmærksomhed. Det er nemlig en af turistattraktionerne i denne by. Min havnelods for Portugal sætter, ud over at oplyse om vanddybder og indsejlings forhold, også en ære i at bibringe sejleren en portion almen historisk dannelse. Således hedder det: ”The inhabitants have straight thin noses and grey eyes and are thought to be descendants of the Phoenicians.” Beklageligvis har jeg ikke i de byer, jeg tidligere har besøgt i Portugal, lagt særlig meget mærke til folks næser. Så der manglede et sammenligningsgrundlag. Der var dog et par ved et af nabobordene, som fremviste tydelige tynde og retlinede næser, syntes jeg. Desværre viste det sig senere, at de talte fransk indbyrdes.
Så lad mig da hellere fortælle om et par episoder under sejladsen hertil. Jeg fik igen besøg af delfiner. Mange og længe. En art med mindre kropsbygning end tidligere og med livlige manøvrer og stor lyst til at gå tæt på. En enkelt havde vist allerede været for tæt på Slowfox vaterstag eller det beslag, det er fastgjort til stævnen med. Den havde et tydeligt hvidt mærke i den mørke hud på ryggen. Det gjorde, at jeg kunne følge dens færden i flokken. Den var på ingen måde blevet skræmt af uheldet, men kom susende ind under stævnen igen og igen. Nok mærket, men ikke for livet!
I episode to møder jeg en af havets legendariske skabninger, som optræder, som om den var blevet instrueret til at medvirke i en Hollywood film. Den svømmede med sin sorte rygfinne over vandet i samtlige de ti minutter, jeg observerede den. Ja, en haj. Stor at dømme efter finnen og den støtte fart og kurs i de store bølger, men hvilken art ved jeg ikke. Den viste aldrig mere end finnen.
Det er blevet tid til at bage mit grydefranskbrød. I morgen går turen atter sydpå. Det er vist også på høje tid. Nordenvinden sender noget, der i uhyggelig grad minder om efterår herned.
Rejsebrev 01.10.2012 Peniche
Sidste havn før Lissabon. Fik en sms fra Emil: ”Hej Jens, vi sejler mod de kanariske øer om to timer. Har lige taget 600 liter diesel og 680 liter vand ombord” (det er 1,28 ton (Red.)). Ja de sejler et stort skib og er mange ombord. Flot Emil og Line! Det gibber umiddelbart lidt i mig. Øh, er jeg ved at være lidt sent på den? Men nej, de tog af sted næsten en måned før Slowfox forlod havnen i Egå, og jeg er nu kun få dages sejlads bagved. Så ingen slendrian der. Min plan for sejladsen efter at Anne og jeg har hygget os i Lissabon, er nok at sætte kursen mod Madeira, eller rettere den lille ø nord for, ved navn Porto Santo. Gold, men charmerende. Derefter selvfølgelig Madeira kun 30 sømil syd for. Dette bringer mig i en betragtelig afstand af den afrikanske kyst. Og det er netop hensigten. Det kunne selvfølgelig have været spændende at besøge Marokko. Casa Blanca, Humphrey Bogart, Ingrid Bergman og alt det der. Men en kølig analyse fortæller, at kysten er livsfarlig i kraftig pålandsvind. Marokko må besøges som charterturist en anden gang.
Jeg skriver dette fortøjet til en flydebro i marinaafsnittet af industrihavnen i Peniche, men natten blev tilbragt for anker i havnen, for at spare havnepenge. Et uheld bragte mig herover. Bådens forende (boven) pegede i morges ikke mod den lille bøje, jeg har på triplinen (en tripline er et tov fastgjort i ankerets forende). Noget var galt. Jeg kunne ikke hæve ankeret med ankerspillet. Med triplinen lykkedes det heldigvis med stort besvær at få ankeret næsten op på dækket, men hver gang vinden greb båden blev det trukket nedad igen. Her manglede jeg virkelig en person mere ombord til at klare situationen. Kæden havde fat under et eller andet nede på bunden. Ironisk nok var jeg netop blevet advaret om de mystiske forhold af en engelsk båd ”Shiraz”, jeg har mødt flere gange tidligere, og som havde oplevet noget tilsvarende, da de ville hæve ankeret. De foretrak også at bruge budgettet på god rødvin frem for havnepenge. Det endte med, at jeg under stort besvær, som jeg stadig kan mærke i ryggen, måtte klippe ankerkæden over med min boltsaks. Den blev dog kun to kædeled kortere. Og mit 3.500 Kr. Rocna anker blev reddet. Mine rygsmerter forsvinder vel også, så alt i alt en lykkelig udgang. Derudover er det den 1. oktober. Det betyder, at taksterne i alle de statsejede havne i Portugal næsten halveres. De har virkelig også været uhyrligt høje. 23 euro/dag for at Slowfox kan ligge i, hvad der rettelig kun kan kaldes en fiskerihavn, er ikke rimeligt.
Jeg har i dag filmet en ca. 20 cm stor sort snegl, som energisk svømmede i overfladen her ved båden, og som jeg håber at kunne lægge på nettet.
Der ligger en tropisk orkan og cirkler rundt midt i det nordlige Atlanterhav. Der har den befundet sig i mere end en uge og skabt rod i det store højtrykssystem over Azorerne. På fredag skulle den forene sig med et større lavtryk på vej fra Nordamerika, for at de så i fællesskab kan vælte ind over Europa. Jeg søger ly på Rio Tejo og glæder mig over, at det hele er overstået inden Annes ferie.
Rejsebrev 03.10.2012 Cascais
For anker i bugten ved den mondæne marina i Cascais. Her ligger de fleste af langturssejlerne for svaj udenfor. Store motoryachter stikker flybridgen op over havnens moler. Når Anne kommer, vil vi mænge os med de rige. Til vintertakst.
I hulrummene mellem stenene i havnemolerne lever store havål. God spisefisk, fast i kødet osv. Men først skal den jo fanges. Capt. Mike Hadley, tidligere langturssejler nu bosiddende på sin båd og havnemester i Nazaré fortalte mig, at der for nylig var fanget en på over to meters længde i molen, hvor vi lå. Jeg spurgte selvfølgelig straks til, hvordan man fanger dem. Joe, man sætter noget spiseligt på krogen, og er der bid, så venter man længe, sagde han. Hvis man forsøger at trække ålen ud lige efter, at den er kroget og derfor er i alarmberedskab, vil den sætte sin krop fast i hulen og blokere ethvert forsøg på at få den ud. Når man kommer tilbage til snøren efter nogle timer, gælder det så om i et overraskende snuptag at rive dyret ud før det sanser, hvad der sker.
Det er blevet mærkbart koldere. Jo vist, der bades og ligges ved stranden og svedes, når man går i byen, men nordenvinden bærer tydelige tegn på, at året nærmer sig en afslutning. Den fede oplevelse jeg havde efter at have sejlet fra Irlands østkyst til Spanien, af at nu var jeg sejlet til syden, er pludselig afløst af en fornemmelse af at syden er ved at sejle fra mig. Det fik mig til at gribe et teknologihistorisk koryfæ (på linje med min sekstant) nemlig min HP41C programmerbare lommeregner. Købt til første langtur for 30 år siden for 4.500 Kr.(!), siden trolig medbragt til 25 års undervisning. Sjældent brugt. Opgaven jeg skulle løse, var dog slet ikke dens vidunderlige teknik værdig. Hvor langt skal man sejle sydpå hver dag, for at solen står lige højt på himlen? (ønsket om evig sommer). Regnestykket ser således ud: Solens zenit bevæger sig mellem stenbukkens og krebsens vendekreds på et halvt år, 182,5 dage. Der er ca. 47 grader mellem vendekredsene. Hver grad er 60 bue minutter, som (fordi vi regner stik syd) svarer til 60 sømil. Så 47 x 60 / 182,5 = 15,45 sømil. Så meget flygter solen i snit bort fra vore nordlige breddegrader hver dag. Det betyder, at hvis sejleren nyder tre dages havneliv, så skal der på fjerdedagen sejles 62 sømil (ca. 12 timer) sydpå for at indhente det forsømte. Det ser umiddelbart lidt anstrengende ud. Heldigvis er solen ikke eneste afgørende faktor for temperaturen. Havstrømmene, og her er det selvfølgelig Golfstrømmen, spiller med i klimaet. På Madeira, fem dages sejlads fra hvor disse linjer skrives, er klimaet mildt året rundt. Og det er der, jeg agter mig hen!
Rejsebrev 06.10.2012 Lagunen ved Seixal, Lissabon
Vandet er fyldt med store vandmænd med noget, der mest ligner vatterede fangarme. Vandmænd i nissedragter. De kommer ind med tidevandet og ud igen på samme måde. Det ser ikke ud til, at de har noget valg. Vi, der lever i både på overfladen, er også i naturens magt og drejer rundt om ankeret i uforudsigelige baner. Hver båd på sin særlige måde. Hvad er stærkest? Vindens eller strømmens greb? Her kan man ikke være sikker på at finde læ for vinden under sprayhooden. Holdebunden er heldigvis god. Ankeret mister ikke sit greb, selv om der trækkes i mange forskellige retninger døgnet igennem. Nå, det kan jeg jo egentlig ikke vide med sikkerhed. Derfor er den elektroniske ankervagt altid tændt, når båden ligger for svaj, som det hedder i sejlerjargonen. ”24 meter distance to anchor position”. Alarmen udløses, hvis tallet går over de 50 meter, jeg har sat den til. Så er det ud af køjen og i rekordfart (og det vil sige ganske nøgen) op i cockpittet for at starte motoren og forhåbentlig redde situationen. Jeg har investeret i verdens måske dyreste anker, et Rocna. Det skulle også være det bedste, siges det. Så her er fred og ingen fare. Med små intervaller sættes en lille GPS positionsprik på skærmen, og efter et stykke tid danner de et sammenhængende mønster, der fortæller, hvordan Slowfox har svajet natten igennem.
Lagunen ved Seixal (Lissabon), hvor Slowfox er ankret op i hyggeligt selskab med en anden dansk langturssejler rummer en tragisk hændelse med millioner af døde. Hvad de døde af og præcis hvornår, står det mig stadig tilbage at finde ud af. Men når tidevandet er løbet ud og har sænket overfladen med næsten tre meter, kommer det, der stadig er tilbage til syne. Gigantiske østersbanker strækker sig over flere kilometer, men der er ikke en eneste levende blandt dem. Ja, jeg har været rundt for dog blot at finde en enkelt (jeg holder meget af østers), men blandt tonsvis af skaller var der ikke en. En lang halvø udgør nordøstsiden af lagunen. Her ligger nu de forladte bygninger, hvor østers tidligere blev sejlet i små både direkte ind i kælderetagen gennem tunneler i fundamentet. De vinduesløse huse fra firmaer, der førhen konkurrerede om de europæiske markeder, ligger nu fredeligt side om side. Ganske smukke med røde tegltage og gule facader. Fra stranden strækker sig de rådne rester af pælebroer, hvorfra østers blev afskibet i store pramme. Hist og her en palme. Det hele minder mig om min tid i Ghana. Der stødte jeg ofte på forfaldne villaer fra englændernes kolonitid og også mange forladte kirker. Begroet med tropisk regnskov ser de fantastiske ud.
Der gik en del lokale (og nu er vi altså tilbage i lagunen) og samlede noget de måtte grave lidt efter. Hvad det var, finder jeg måske aldrig ud af. Jeg kunne ikke komme på talehold med dem. Det kræver særligt fodtøj, at gå i blødt mudder fyldt med skarpe østersskaller. Jeg måtte blive i gummibåden i vandkanten. En flok flamingoer fandt også føden på bankerne. Hvad det var, ved jeg ikke. Alle disse mysterier vil nettet nok kunne bringe en forklaring på i næste afsnit.
Jeg er desværre endnu ikke kommet mig over anstrengelserne ved at bjærge ankeret i Peniche. Det går fint med at sejle båden, og alle stillinger og bevægelser ombord er stort set smertefri. Intet er brækket, knust eller revet over. Der er højst tale om slemme forstrækninger. Men når jeg går i land og skal spadsere fuldt oprejst, er der kraftige smerter over lænden i venstre side. Det lader sig gøre at gå foroverbøjet som en chimpanse, men det belaster min værdighed. En abe nærmer sig Lissabon.
Rejsebrev 12.10.2012 Lagunen ved Seixal, Lissabon
Tilbage i lagunen nu med min gamle ven Kim. Han er en dygtig bådebygger, så vi har besøgt de gamle bådeværfter i nærheden. Dels af nysgerrighed, dels fordi man altid mangler ting til reparation og vedligehold af en sejlbåd. Her var det først og fremmest en slangestuds med et særligt engelsk gevind, jeg ønskede. Det havde de! Hurra! Nu har vi endelig fået varmtvandsbeholderen sluttet korrekt til dieselmotoren, så vi kan udnytte kølevandet til at producere varmt vand til brusebad og opvask.
Værftet havde mange langtursbåde stående på land til vinteropbevaring eller reparation. Som noget ret usædvanligt måtte besætningen gerne selv udføre arbejde på båden, ud over at de også boede ombord. Vi faldt i snak med ejeren af en 65 fods polsk aluminiumsejlbåd. Han stod i øvrigt med en netop demonteret toiletpumpe i hånden! Han kom lige fra Grønland fortalte han, men sejlede ellers mest med chartergæster ved Arktis og Antarktis. Efter dette ophold skulle han og besætningen til Afrika via Kap Verde øerne. Så måske ville vi mødes igen. Han ville under alle omstændigheder gerne give mig nogle gode råd om sejladsen på øerne og inviterede os ombord. Vi tog imod, selv om han så noget vild ud. Indtrykket forstærkedes, da han hældte et vandglas op med whisky til sig selv, mens han spurgte, hvad vi ville drikke. Det var midt på dagen, så jeg bad om vand. Han så med mishag på mig og pegede med en håndbevægelse at vandflasken stod derhenne på gulvet, hvis nogen ville have det. Kim bad om rødvin og fik det serveret og reddede situationen ved at skænke mig et glas vand. Selv om jeg muligvis var en suspekt afholdsmand, gav han os nu en indgående beskrivelse af hver ø i Kap Verde gruppen, med sine personlige anbefalinger og erfaringer fra flere besøg gennem årene, og sluttede af med at forære mig en dejlig pilot-bog ”IMRAY - Atlantic Azores, Madeira, Canary and Cape Verdes islands Cruising Guide” i pdf-format. Jo, selv om de kan se vilde ud, er sejlere utrolig hjælpsomme mod hinanden.
Østersmysteriet er desværre ikke helt opklaret. Nettet koblede byen Seixal sammen med undersøgelser af tungmetallers indvirkning på miljøet, men ordet østers nævnes ikke. Jeg måtte spørge de indfødte. En tjener med et helt godt engelsk kendte ikke til affæren, men blev nysgerrig, eller var det service, og sendte spørgsmålet videre til de gamle mænd på bænken. De svarede ganske kort. Det var vist ikke noget man ønskede at mindes. ”Put something in the water”. Pollution? ”Yes!”. Senere talte jeg med en muslingefisker. Han stod på bunden fem meter fra Slowfox, hvilket gjorde mig lidt urolig for vanddybden, da jeg tidligt om morgenen stak hovedet udenfor. ”All died more than 20 years ago.” Nu samlede han hjertemuslinger med sin skraber og sit net. Små østers var også iblandt. En søhest, som er en sart skabning, hvad angår vandkvalitet, er set for nylig. Livet er ved at vende tilbage. En lykkelig afslutning på historien om lagunen, hvor jeg har tilbragt snart to uger, er måske i sigte.
Tid til at tage afsked med Kim. Det ripper voldsomt op i min hjemve, når nogen jeg holder af tager hjem til det derhjemme.
Rejsebrev 31.10.2012 Sines
Der står en kraftig dønning ind i havnen og Slowfox hiver slemt i fortøjningerne. Min største fender er mast flad og de andre gir sig med knagende klagelyde. Det blev nødvendigt hurtigt at flytte båden til et roligere sted i havnen, som heldigvis var blevet ledigt. Jeg var ellers netop til frokost ombord hos Gerald, en franskmand og hans to unge gaster. De er på vej til Brasilien. Jeg mødte ham i aftes på en fortovsrestaurant, hvor han anråbte mig med spørgsmålet, om jeg var ham fra Slowfox. Hvad han jo nok godt vidste, at jeg var. Jeg indrømmer gerne, at jeg havde en del reservationer i starten. Han lignede en franskmand, sådan som man ville fremstille dem i en stumfilm. Silketørklædet, hatten og det øvrige. Men han var sød. Den måde han tog sig til begge tindinger på og lo hjerteligt over de nye fejl, der hver dag dukkede op på båden, og som han ikke havde den fjerneste anelse om, hvorledes han skulle klare, kunne man kun overgive sig til. Så jeg tog imod invitationen til frokost (og lidt trouble-shooting) ombord, og har nu inviteret dem til et glas vin hos mig i aften. Han deltog for er par år siden i en ”delivery” sejlads, som gast på en 40 fods stålbåd sammen med ejeren. Båden havde så mange fejl og mangler, at da de nåede deres bestemmelsessted, ønskede ejeren blot at komme af med den. Så Gerald købte den for 30.000 Euro! Brugte yderligere 10.000 på at gøre den klar til at krydse oceanet og er nu af sted. Båden overraskede ved at være særdeles veludstyret på mange punkter. De to unge gaster betaler hver 20 Euro/ dag for at være med ombord, så det hænger vist fint sammen.
Nedenstående afsnit er mest for feinschmeckere udi selvstyrere.
På min nye bro har jeg hilst på en engelsk bådebygger og hans kone. De bliver her i havnen til næste forår. Han kunne se at Slowfox er en gammel Moody, og det vækker åbenbart altid interesse hos englændere. Jeg blev til gengæld interesseret i at se hans havarerede Hydrovane selvstyrer. En meget stor ”freak wave” var brudt sideværts ind over agterstavnen og havde revet den lodrette aksel ud af det nederste beslag (som stadig sad pænt i agterstavnen) og bøjet den, sagde han. Vindfanen var uskadt. Hans båd er 25 tons tung. Så min tanke er, at det var bådens/ vandets kolossale pres på hydrovanens rorblad, da den blev smidt sideværts, der forårsagede havariet, snarere end det var bølgens kraft på systemet ”oppe i luften”. Det er samme rationale, der forklarer, hvorfor vinduer i en båd ikke ødelægges på vindsiden, hvor bølgerne kommer fra, men på læsiden, når båden trykkes ned i havet. Nå, min båd har heldigvis kun et deplacement på 6 ton, og kræfterne er tilsvarende mindre. Jeg har m.a.o. stadig fuld tillid til min selvstyrer.
Status er i øvrigt, at jeg stadig er i langsom bedring med hensyn til de skader, jeg fik i venstre side under ankerbjærgningen i Peniche. Og at jeg ser frem til næste oceankryds ned til Isla Graciosa.
Rejsebrev 01.11.2012 Sines
Først må jeg lige afslutte gyseren om den havarerede Hydrovane selvstyrer. Det viser sig at årsagen kan findes i bådens agterspejl, som er vinklet modsat af Slowfox. Han har derfor rørforlængeren monteret forneden nærmest rorbladet. Røret er kun fastholdt af gnidningskraften (klemt af beslagene), så der er mulighed for at rive det ud, hvis det ikke er spændt ordentligt eller kraften bare er stor nok. Det var det, der skete.
Min aften med franskmændene forløb særdeles hyggeligt. De var meget begejstrede for båden og sørme også for rødvinen. De havde svært ved at finde ud af hvilken portugisisk vin, de skulle købe i supermarkedet, fortalte de, og fik vist tit noget skidt. Jeg køber altid den dyreste (vine in a bag) i tiltro til, at der er en sammenhæng mellem pris og kvalitet. Og det koster jo stadig kun en tredjedel af prisen derhjemme.
Vejrudsigten giver mig en masse arbejde med planlægning og informationssøgning. Især når den ændrer sig. Så er det Madeira, der er i kikkerten, så Kanarieøerne, og så er det pludselig aktuelt, at se på Rabat i Marokko. Franskmændene er sejlet i dag med Rabat som mål. Vi så tidligere på forholdene sammen. Indsejlingen til floden, hvor byen og havnen befinder sig, foregår over en berygtet revle, hvor Atlanterhavets bølger brydes i hvidt skum. Der ligger en forrygende video på Youtube, hvor en nervøs lods guider en svensk sejlbåd gennem indsejlingen. Det klip fik Gerald til at fastslå, at der skulle de ikke til. Men hans unge besætning må alligevel have fået ham overtalt. Vi aftalte at mødes på kanarieøerne, alle transatlantiske sejleres udgangspunkt.
Mit mål er stadig Isla Graciosa, hvis den nuværende vejrudsigt holder til weekenden.
Rejsebrev 02.11.2012 Sines
Sejlere beklager sig ofte, når de får for lidt, men sjældent når de får for meget. Det regnes vist for umandigt. Nu ser det ud til, at jeg får lidt mere, end jeg har lyst til i næste uge. Ja, jeg taler om det eneste, der virkelig interesserer mig for tiden, vinden. Den kommer fra den rigtige retning, men nogle dage måske som en ”liten kuling”, som de siger det på yr.no. Søndag middag skulle vinden gå i nord her i Sines. Så er det endelig tid til afgang.
Livet her i havnen præges desværre af hegn, elektroniske døråbnere, videoovervågning og 24 timers bemanding af uniformeret personel. Bevares, jeg kan trygt forlade båden ulåst, men der er en stemning af fængsel over det. Fangede hurtigt to små gode spisefisk og havde planer om flere, da jeg af en mand i en uniform, jeg ikke før har set, blev gjort opmærksom på at man ikke måtte fiske i havnen. Der er kameraer overalt, sagde han, men føjede så til, at jeg jo kunne fiske om natten! Pænt af ham. Jeg har i stedet suppleret aftensmaden med en forret af de gode blåmuslinger.
Motoren er gået efter i sømmene. Satellittelefonen er ladet op. Et drivanker er rigget klar (just in case). Der er købt ind til turen. Vasketøjet er vasket. Nu vil jeg aflede min utålmodighed med lækker mad og en god bog de næste par dage.
Rejsebrev 10.11.2012 Caleta del Sebo, Isla Graciosa, Lanzarote
Søndag den 4. november ankom det længe og med længsel ventede vejrvindue. En uge med en nordenvind, som strakte sig de 580 sømil helt til Lanzarote. Der var godt nok meget af den, men det var medvind, og det kan både Slowfox og jeg godt lide. Så kl. 11.00 fløj vi fri som en lille kanariefugl ud af det uniformerede og elektronisk overvågede havnebur til endnu en singlehanded oceansejlads. Jeg havde besluttet at sejle gennem skibsruten, som er en af verdens mest befærdede, mens jeg endnu var rimelig frisk. Mellem trafiksepareringen ved Cabo de Sao Vicente og den nordlige ved La Coruna, som jeg jo tidligere var i clinch med, følger skibene den korteste rute, dog med passende afstand til kysten. Jeg satte derfor kursen mere vestligt, end den jeg senere skulle følge for at skære den nogenlunde vinkelret. Det fungerede helt godt, men klokken blev alligevel over midnat før de sidste fartøjer var ude af skærmen, og jeg lettet kunne gå til køjs. Første udfordring var overstået. Jeg kom til at mindes, da jeg underviste i Kina i 1993. Når jeg færdedes mellem mit hotel og universitetsområdet skulle jeg krydse en meget trafikeret landevej. Der var hverken lyskryds eller fodgængerovergange. Biler og lastbiler kom i stor fart. Jeg turde simpelthen ikke. Min tolk måtte hente og bringe mig. Han tog mig næsten i hånden, og således gik vi roligt ud i den tonstunge trafik og kom hver gang over uden problemer. På tredjedagen gik det op for mig, at hans evner ikke beroede på en særlig indsigt eller et lokalkendskab. Der var ”blot” tale om blind tillid til chaufførernes køreegenskaber og årvågenhed. Derefter kunne jeg selv. Holde kurs og fart og sætte det ene ben foran det andet uden tøven. Ingen grund til at se sig for, for du kunne alligevel intet gøre selv. At krydse skibsruten var som en slowmotion storskala gentagelse af den psykologi. Ja, hvis man ikke har tillid til sine medmennesker, må man blive hjemme.
Søsygen, som jeg troede jeg var blevet immun over for (ja, hvor kålhøgen kan man være?), meldte sig næste dag og holdt desværre endnu et par dage. Jeg tvang noget mad og væske ned og tillod mig rigeligt med søvn. Men det bekymrede mig og modet føltes svækket og ensomheden påtrængende. Jeg var glad, når jeg via satellittelefonen fik en mail fra Birgit og kunne sende en til hende.
Slowfox sejlede med to reb i storen (reduceret storsejl) og rebet genua efter behov. Vinden var frisk til hård og vi gik ofte op til 7 knob. Om natten rullede jeg genuaen helt ind. Alligevel løb hun 5,5 knob. Jeg takkede min skaber (dog mest mig selv) for at have givet sejlet de to reb. Båden sejlede virkelig godt med de store søer rullende ind fra agten. Jeg nåede sommetider lige at tænke ”hold da op for en der kommer der!”, så løftede hun rumpen og den gled ubesværet under kølen. Slowfox brede agterspejl når helt ned til vandlinjen, så der er respons, så snart en bølge har kontakt. Ok, så er der selvfølgelig bølger, der absolut skal være på tværs. De rammer siden med et højt klask og river mig ud af søvnen, så jeg også lige kan nå at få fornøjelsen af at høre køkkengrej og service skifte plads med et tordnende brag. Til sidst blev det for meget. Jeg fandt alle ekstra viskestykker og klude frem og udstoppede køkkensektionen.
Det regnede i flere dage og da vinden jo var bagfra ville regnen gerne ned i kahytten, så jeg sejlede med dørene lukket og kom egentlig sjældent og kun kortvarigt i cockpittet for at lave en justering på sejlene eller selvstyreren. Første nat sov jeg i min skidragt med et vattæppe over, men det blev snart mærkbart varmere. Regnen ophørte, og jeg kunne begynde at nyde mine omgivelser. Især var stjernehimlen ufattelig smuk. Der var ingen måne, men mælkevejen alene kunne oplyse cockpittet, så jeg kunne orientere mig uden andet lys.
Sidste nat til søs lod jeg båden drive med kun 2,5 – 3 knob for ikke at ankomme i nattemørke til destinationen, og klokken 10 sejlede vi efter 4 døgn og 23 timer ind i strædet mellem Lanzarote og Isla Graciosa og fandt den lille hyggelige havn Caleta del Sebo, hvor dette skrives.
Her er stort set alle bådene i havnen på langfart og i en bugt i nærheden, som jeg vil besøge senere, ligger yderligere en snes for anker. Stedet er en vild dejlig kontrast til havnen i Signes. ”Min bro” er præget af franske sejlere med en afslappet uformel livsstil. Søde, hjælpsomme og imødekommende. Min nabobåd ejes af tre unge franske studerende på vej til Brasilien og Caribien. Men først vil de et smut til Dakar i Senegal. De arbejder ihærdigt med reparationer og forbedringer på deres ældre stålbåd (især utætheder tror jeg). Landskabet påvirker vist alle, som er her blot nogle få dage. Øen er 6 Km lang og 3 bred med 4 små vulkaner. Man føler sig som den lille prins på en ny planet. Der er ud over en lille ”by” med sandveje intet andet. Ingen landeveje, ingen træer eller buske. Man bliver spartansk af det, tror jeg, og kan leve med små nære oplevelser. Nå, inden jeg rives helt med, må jeg lige nævne færgen og de mange firhjulstrækkere her er. Og strandene. Og dykkemulighederne. Og en internet cafe, hvorfra jeg nu vil sende dette.
Rejsebrev 15.11.2012 Grand Tarajal, Fuerte Ventura
Slowfox er nu i havn i Grand Tarajal på FuerteVentura. U-Grib vejrfilerne jeg netop har downloaded viser mulig afgang til Cap Verde øerne lørdag. Der skal handles ind til ca. 10 døgn, og laves nogle retter på forhånd til de urolige dage.
Min bror Nils har gjort mig den store glæde at tage imod tilbuddet om at sejle med til Caribien fra Cap Verde. Hurra! Den udfordring har han vist haft lyst til i mange år. Vi er i gang med at finde mødested og tid samt flyforbindelser. Så alt i alt et par travle dage.
Rejsebrev 16.11.2012 Grand Tarajal, Fuerteventura
Folk jeg møder.
I aftes havde jeg besøg af Mike, en ca. 40 årig englænder og Joe (Joachim), en ung tysker, til drinks ombord. De ligger begge med deres både ved broen her. Joe mødte jeg første gang ved den dejlige ankerplads bag pinje og eukalyptusskoven i Camarinas. Han er på vej mod Caribien i sin 27 fods Albin Vega ved navn ”Living the Dream”. Mike har måttet se sin drøm afbrudt, hans kæreste turde ikke fortsætte i de store bølger. Hans båd hedder ”Falide”(!) Den har ligget her i fem måneder, mens han overvejer, hvad han skal gøre. Joakim steg ombord med både glas, gin og tonic og en spand med isterninger, han havde hentet i supermarkedet i byen. Det var ikke meningen. Det var mig, der skulle give. Men pyt, vi gik i gang og gjorde vort bedste for at få en aften ud af det inden isterningerne smeltede. Det lykkedes. Joakim har ikke tidligere villet melde ud, at det var Caribien, han sigtede mod. Det forstår jeg godt. Bordet fanger, og gennemfører du det ikke, er din tur pludselig forvandlet til en fiasko i andres øjne. Det virker tilbage på dine egne følelser. Som det tydeligt kunne mærkes på Mike.
Joe var egentlig på vej fra Portugal til Madeira, men efter to døgn på rette vej drejede vinden i vest, og han fik bølgerne imod, så han måtte lægge kursen mod de Kanariske øer. Han mødte kun en sejlbåd undervejs, men den sejlede så tæt på ham, at han kunne se den var hollandsk. Han forsøgte at få kontakt på VHF, men de svarede ikke. Han gik i cockpittet og viftede som en vanvittig med armene, men de to i den fremmede båd vendte sig blot bort. Det slog ham helt ud, og han havde stadig svært ved at komme sig over det, fortalte han. Ja, vi der sejler alene på oceanet, bliver nok lidt tyndslidte i følelsesregistret.
To unge tyske piger på 19 -20 år kom og spurgte om gasteplads til Kap Verde. Derfra ville de videre med Argentina som det fjerne mål. De var efterhånden gået forgæves til så mange både, at de ikke længere kunne huske, hvem de allerede havde spurgt. ”Men nej, I har ikke spurgt mig. Og desværre også et nej her. Jeg har ikke brug for gaster.” I virkeligheden kunne jeg måske godt bruge et par gaster, men jeg har ikke behov for at skulle leve med bekymringerne, der følger med. Hvad hvis en kommer alvorligt til skade eller falder overbord? Vil jeg sove trygt med en af dem på vagt i cockpittet? En yderligere komplikation er, hvis gasten ikke kan fremvise en returbillet eller penge dertil, så bliver indrejse nægtet. Gasten må så blive ombord til ”evig” tid, eller til skipperen betaler billetten. Stikker gasten af, er skipperen menneskesmugler, bliver anholdt og båden beslaglagt.
Har netop betalt havnepenge her i Grand Tarajal. ”Havnemester” er en Guardia Civil i en svedig blå uniform. Selvom han trækker noget på det ene ben, bevæger han sig rundt og hjælper imødekommende til det meste af dagen. Hans ”kontor” er kilet ind i en blindgyde mellem toiletterne, og hans stol står bag et lille klapbord, han må åbne for at komme derind. Hans chef, ”El Comandante”, har et stort kontor med mahogni skrivebord, har jeg hørt. Han er på ferie, her midt i højsæsonen. Om to måneder er denne havn næsten tom. Jeg var lidt i tvivl om, man kan give en militær embedsmand drikkepenge. Men han strålede som en sol, da jeg rundede beløbet op, så jeg blev helt ked af, at jeg ikke havde givet noget mere.
Har lavet chili con carne i store mængder til den forestående langtur. Den står nu og køler lidt af oppe i cockpittet, inden den skal fordeles i plastposer og i køleskabet. Jeg cykler ind og uploader dette fra Casa del Cultura imens.
Hilsen til jer alle!
Rejsebrev 27.11.2012 Mindelo, Sao Vicente, Capo Verde
Min single-handed sejlads på 910 sømil fra Grand Tarajal, Fuerteventura til Mindelo i Kap Verde øerne startede lørdag den 17. november og jeg ankom her den 25. Turen tog 7 døgn og 21,5 timer, hvilket giver en gennemsnitsfart på 4,8 knob. Det er fint. I et døgn blev sejlet suppleret med motor på grund af for svag vind. Turen var vist en typisk passatvinds sejlads med svag til frisk vind fra nord og nordøst. Det blev tydeligt varmere for hver dag jeg kom sydpå, så det var en fornøjelse at være i cockpittet om dagen. Fiskestængerne kom frem, og en dag hvor farten var oppe på 5,6 knob og agnen sprang i overfladen fra bølgetop og til den næste, bed en guldmakrel på en af de små røde gummiblæksprutter. Fiskestangen krøllede sammen mens fisken trak line af hjulet, så jeg troede, den ville brække. Båden måtte hurtigt lægges på tværs i søen inden al line var løbet af. Jeg havde planlagt et ”rent drab” og gav da også fisken en smuk død med rigelig af min gode spanske brandy (havde desværre ikke anden sprit ombord) i begge gællelåg. Jeg håber den satte pris på det. Men med hensyn til ”det rene” havde jeg glemt at tage det hul tværs gennem kroppen, som fangstkrogen havde efterladt i betragtning. Resultatet var at cockpittet alligevel blev totalt indsmurt i blod op til knæhøjde. Blod, som skulle vaskes bort inden solen brændte det fast i gelcoaten. Det siges, at man ikke fanger noget, hvis farten er under 4 knob. Det er sikkert rigtigt. Jeg tror årsagen er, at rovfiskene så kan se, at agnen er snyd.
Ti små flyvefisk fløj ombord. De var ikke større en 3- 4 cm og det kvalificerede dem ikke som middagsmad. På næste stræk håber jeg, vi får besøg af nogle på op mod 30 cm. De skulle være ret velsmagende.
Tilbragte en dejlig dag med Line og Emil, som ligger med deres store stålbåd, Cassiopeia inde i havnen. Der var meget at snakke om. De har 4 gaster ombord, som alle skal med over Atlanten. Det er Line, der står med den store opgave at proviantere til så mange mennesker, og det er også hende, der styrer økonomien i skibet! Ja, jeg er dybt imponeret, så kompetent de klarer udfordringerne på alle områder.
Selvfølgelig skal man ikke gøre sig lystig på sine venners bekostning, især når de efterfølgende kan læse det på Facebook, men nu skal I altså bare høre!
I dag var jeg inde på Emils båd for at bytte bøger. Og hvad ser jeg på boghylden? SKRUEN UDEN ENDE! Lærebogen, som var den røde tråd i min teknologihistorieundervisning, og som Emil jo allerede har læst så grundigt som overhovedet muligt. Nå, så du kunne ikke finde den, da der skulle afleveres. Nå, så måtte du betale. Ja, det er jo ok. MEN HVORFOR HAR DU MEDBRAGT DEN PÅ DEN LANGE SEJLADS?? Den vejer mindst et halvt kilo, der kunne være udnyttet til al mulig andet godt! Emil, din trang til almen kulturel og teknisk dannelse er fuldstændig afsløret! At jeg så fortalte, at jeg (og censor) gav sidste elev inden min pensionering et 11 tal, og dermed viste at jeg ikke lige kunne huske 7-trins karakterskalaen er irrelevant og ubetydeligt i den sammenhæng. Det vidner blot om, at jeg er kommet videre i livet!
Den første Kap Verder jeg mødte, da jeg gik ind ad molen for at opsøge myndighederne for at blive indklareret, var en ung mand, der tiggede min affaldspose for at se om der var noget spiseligt i den. Det triste førstehåndsindtryk blev dog ikke yderligere forstærket på min vandring i byens gader. Her er ikke så fattigt, som i Ghana. Men det mindede mig om havnen i Tema, at indsejlingen til ankerpladsen og marinaen her er omkranset af store skibsvrag til alle sider.
Nils, min bror, ringede i går, han var netop landet på Boa Vista. Derfra flyver han hertil med indenrigsfly, når muligheden foreligger, og han forhåbentlig også har fået set lidt af øen. Han har en afbuds charterbillet med hotel i en uge. Jeg kan godt misunde ham den stillestående seng og brusebadet en smule. Når han kommer her, går vi i havn og provianterer til turen til Caribien, godt 2000 sømil. Er vi heldige og undgår længere tid med vindstille, kan Slowfox klare strækningen på ca. 20 døgn.
Rejsebrev 26.12.2012 Bridgetown, Barbados
Vi har krydset Atlanten og fejret jul i Vestindien. Det var en rullende og rokkende tur i regn og sol, med svag til frisk vind og kuling fra nordøst, og der er egentlig ikke meget at berette om selve sejladsen. Rullegenuaen var de fleste dage spilet ud til styrbord og en lige så stor genua med fokkekroge på kutterstaget var spilet til bagbord ved hjælp af storsejlsbommen. I alt 68 m2. Ja, indtil den flækkede helt igennem i sømmen. Heldigvis havde jeg endnu en genua af samme størrelse at erstatte den med. Altså en traditionel passatvinds sejlføring. Vi gik 5 -7 knob på de gode dage. 2100 sømil på 16 døgn og 15 timer giver 5,2 knob i snit.
Min bror Nils viste sig, i modsætning til skipperen, at være særdeles søstærk om end han blev kastet hid og did og fik mange blå og gule mærker. Dem forvandlede han dog hurtigt til smuk brun hud. Mens han solede sig, trak han en guldmakrel på 85 cm ombord, fileterede den og serverede den lækkert anrettet. Til dessert fik vi en god historie. Jo, det har været dejligt med hans selskab ombord. Barbados har været en positiv overraskelse. Hyggelig, charmerende og velfungerende by og et frodigt landskab med smukke strande. Ankerpladsen i Carlisle Bay er desværre næsten lige så urolig som selve Atlanten, men selvfølgelig uden de dybe dønninger. Jeg regner med at nytåret skal fejres i en stille bugt på Granada. Godt nytår!
Rejsebrev 30.12.2012 Prickly Bay, Grenada, Caribien
Der er 32 grader i kahytten og vandet er 26 grader. Slowfox kan således siges at have vandkølet aircondition. Solsejlet er for første gang på hele turen rigget til over cockpittet, og jeg sender en taknemmelig tanke til Jens Aamand og Young Enterprise, som har gjort dette muligt. Kære eks-kolleger giv ham venligst min tak og hilsen. Nils er inde for at udforske Georgetown og se på mulighederne for en ”island excursion”. Vi nåede også ganske kortvarigt derind i går, og kunne konstatere at have passeret et ormehul på 30 år bagud. Min pilot book for The Windward Islands som Lars var så sød at låne mig, er ca. 30 år gammel, men passede på en prik. Øen har nogle steder tropisk regnskov og flere spektakulære vandfald. Jeg vasker tøj og planlægger ruterne mellem øerne nordpå. I morgen er det nytår. Jeg savner familien, og den glæde og hygge vi altid har haft sammen særlig på denne årstid. Men samtidig er det ikke rigtig trængt ind, at det faktisk er denne årstid. Nils og jeg tilslutter os måske et pakke arrangement på en af restauranterne her i bugten. Prickly Bay er dog et absolut velhaverkvarter omkranset af gigantiske villaer, og prisniveauet er derefter. De danske både vi først mødte i Mindelo, Cape Verde og siden efter atlantpassagen på Barbados, er nu spredt, men vi har allerede mødt tre nye her i bugten. Jo, det er et lille land med en stor udlængsel.
Godt nytår!
Rejsebrev 06.01.2013 Tyrrel Bay, Carriacou, Grenada
Det er tydeligt, at mange langturssejladser er sat på standby her i Tyrrel Bay, for derefter aldrig at blive genoptaget. Der ligger store dyre sejlbåde ved bøjer eller for anker og forfalder, forladt af ejer og besætning. Det samme har vi kunnet se i andre bugter og havne, vi har besøgt. Nogle gange har man ikke engang pakket sejlene ned om læ. Hvilken historie gemmer der sig bag en så trist afslutning på en lang sørejse? Slap pengene op? Uvenskab eller skilsmisse? Var det sygdom eller død, der satte en stopper for den videre færd. Jeg begynder at forstå, hvorfor forsikringsselskaberne vægrer sig ved at forsikre både, der har Caribien som mål. Det svære er ikke at komme herover, men at komme hjem igen!
Bugten er et hyggeligt klondike af små boder og primitive restauranter langs stranden. I den sydlige ende ligger et lille bådværft bag et koralrev, i den nordlige et stort mangroveområde med en dyb lagune bag. Lagunen er et hurricane hole. Den må kun benyttes til ankring i tilfælde af orkan. Jeg har lige været der en tur i gummibåden for at tage billeder og måske finde en østers. De vokser på mangrovens rødder. Fregatfugle, suler of pelikaner dykker og fanger fisk i overfladen, mens store ukendte rovfisk jager stimerne nedefra så vandet pludselig koger af flygtende fisk.
Det blæser mere end behageligt for øjeblikket. Men i morgen mandag sejler vi til Hillsborough for at udklarere fra Grenada og fortsætter til Union Island et lille hop på kun 8 sømil. Derefter går turen via The Grenadines, Saint Vincent og Saint Lucia til Martinique, hvor jeg atter kan være sammen med Birgit. I luftlinje er der kun 130 sømil til Martinique, så hvis vejret fortsat forsinker os kan turen gøres på et døgn.
Nils har travlt med at arrangere sin hjemrejse og klare nogle jobmæssige ting per fjernbetjening. Godt at de små restauranter næsten alle har wifi, og at han har gode venners hjælp.
Rejsebrev 15.01-2013 Marin, Martinique
Her er så stille, som var vi gået til ankers på Borresø ved Silkeborg, hvor jeg havde min første lille sejlbåd liggende ved klubbens bro. Vi er i den inderste del af en lang mangrove og koralfjord sammen med ca. tusinde andre både. Ankringsområdet er mere end to sømil og derudover er der pontonbroer i flere havneafsnit. Vi er kommet til Frankrig og gæsteflaget under salingen er trikoloren. De lokale taler perfekt fransk uden indblanding af kreolsk islæt. Møntfoden er Euro, og da vi efter indklarering i går drak en øl på en bistro, kunne vi konstatere at priserne er derefter. Tæt ved siden af restaurationsbordet var en blomsterkumme og pludselig også en fin irgrøn kolibri, der lige skulle checke nogle røde orkideer. Så var vi med et atter tilbage i Vestindien.
Sidst skrev jeg rejsebrev i Tyrrel Bay på Carriacou, Grenada. Her måtte vi indse, at hvis vi ville være sikre på at nå Martinique i tide til flyforbindelserne til Danmark, så skulle der sejles mere målrettet. Jeg refererer kort fra logbogen:
Vi forlader bugten i frisk til hård vind og får kort tid efter en næsten to meter lang flænge i storsejlet. Kontakter ”Andy, the sailmaker” over VHF (han bor på sin båd i bugten, men har værksted i land) og får en aftale om hurtig reparation. Næste morgen afsted igen til Clifton, Union Island, en lille Kardemommeby, hvor vi indklarerer til øriget St. Vincent and the Grenadines. Der er kamp om kunderne i det halve år, hvor havet kan besejles uden frygt for orkaner, og de handlende løber ud af butikken for at forsøge at tiltrække os. Vi køber 70 gallon vand for 70 EC$ og et forkert gæsteflag for 20 EC$, som straks bliver re-designet med et par farvetusser. Når det blafrer, er der ingen, der ser forskellen. Samme dag videre til Saline Bay på Mayreau. Vejret var overskyet og blæsende med hyppige regnbyger, så vi måtte desværre undlade at besøge marineparken Tobago Keys.
Fredag den 11. januar ankommer vi til Admiralty Bay, Bequia, og træffer straks vi går i land (men tilfældigt) Line og Emil fra ”Cassiopeia” og lidt efter dukker også besætningen fra ”Vela” op. Det ender med hyggelig spisning sammen på en lækker restaurant. Her, som så mange andre steder i Caribien, kan man bestille bord på restauranten med VHF radioen.
Men vi må videre nordpå og sejler næste dag til Cumberland Bay på St. Vincent. Bugten er lille men 30 meter dyb, og bunden skråner op helt inde ved stranden, så ankeret må suppleres med en line agter ind til land, elles vil det blive revet op ved fralandsvind. De lokale er klar i små både og tilbyder assistance med agterfortøjningen mod en pris, som hurtigt forhandles. Det er et sted med en helt speciel atmosfære. Frodigheden dækker de næsten lodrette klipper på begge sider og en lille flod med koldt vand løber ud mellem de 5 – 6 huse, som alle er små primitive restauranter i bunden af bugten. Vi er også kun 5 -6 langturssejlere fortøjet her, og der er ikke plads til flere, så konkurrencen om at kapre kunderne må være hård. Vi bader og mærker skiftevis det varme saltvand og det kolde ferskvand. Om natten fyldes luften af lyden fra træfrøer og cikader. Her er ingen musik til at ødelægge tropestemningen.
En lang sejlads bringer os til Rodney Bay på St. Lucia, hvor vi tager en ”gul flag” overnatning. Dvs. at vi ikke indklarerer til den lille nation, men sætter det gule toldflag under salingen og blot er i transit. Om det er helt efter reglerne ved jeg ikke, men det sparer tid og penge.
Endnu et frisk kryds mod den fremherskende nordøstenvind bringer os dagen efter her til Marin på Martinique. Herfra vil Nils flyve hjem og Birgit ankomme.
Birgit er ankommet! Så det må være på sin plads at give hende ordet:
Kære alle Le Marin 4. feb. 2013
Så må det være på tide, at jeg giver lyd fra mig.
Som altid, når man stiger ud af et fly fra det kolde Nord og ankommer til de varme egne, slår varmen, farverne, lyset og den søde tropeduft af alskens planter en i møde. Man vågner, og sanserne åbner sig med stor modtagelighed for alt det nye.
Det næste mere overraskende som mødte mig var, at da jeg kom på Slowfox igen, her i det fremmede, var det som at komme hjem. Meget meget overraskende, midt i Caribien. Lige så stille gik det op for mig hvorfor: alt det gammelkendte ved båden, som et sommerhus fyldt med minder fra alle vore somre med børnene, alle vore fine sejlture, alle rutinerne her – det er jo det samme, uanset hvor båden ligger. Ja og så er skipper jo også ombord. Dejligt at være sammen igen.
Her er ubeskriveligt smukt, frodigt og farverigt, ja nærmest overdådigt. Martinique kaldes også med god ret for Blomsterøen. Med frodighed hører også regn og varme. Gns. temperatur på 27 gr. Regnen falder heldigvis mest om natten. Regntiden er ved at være ovre og fugten og heden drives væk af de næsten konstante passatvinde, som ind imellem er lige hårde nok for mig. Dagen begynder med et brag ved 6-tiden og slutter lige så brat med dyb mørke ved 18-tiden. Træfrøernes kvækken fylder nattens stilhed. I aftes var her helt vindstille og stjerneklart og vi sad ude i bådens spids og nød natten, da en meteor med en lang gul og rød hale susede over os under stjernehimlen. Vildt syn!
De første 14 dage har vi bevæget os, med båd, lokale busser og lejet bil, rundt på den sydlige del af øen, op i bjergene og har også besøgt Atlanterhavskysten, hvor de kæmpemæssige bølger brydes af koralrevene. Den første sejlads herud bød på et møde med en kæmpe havskildpadde. Vinden var så kraftig og havet så uroligt, at vi måtte opgive dykning for at se yderligere, vende om og lægge os i en roligere beskyttet bugt som til gengæld bød på lange palmebevoksede hvide sandstrande hvor kunne vi bade, snorkeldykke direkte i havet fra båden – åh vidunderligt at starte med en morgendukkert. Lige bag de store sandstrande stilles der dagligt boder op, så baglandet ligner små markedsgader hvor der tilbydes street-food, drikkevarer, boder med øens frugt og den lokale rompunch, interimistiske restauranter, tarrok kort, naturmedicin o.a. Det er vældig stemningsfyldt og farverigt. I det hele taget er strandene godt besøgt af både hvide franske turister, herboende sorte familier, skolebørn som får svømmeundervisning, vandgymnastik for ældre, unge som kommer for at kite – eller vindsurfe.
Vi har været på vandreture gennem mangroven hvor bunden er væld af livfulde store krabber som kæmper og graver store huller i den hårde jordskorpe og hvide hejrer søger majestætisk efter føde i sumpen.
Øens befolkning er venlig og imødekommende. Ind imellem stopper de op i deres biler og tilbyder os et lift, hvis vi står og venter på bus
(grænseoverskridende for mig, men ja-tak). Det har givet os mulighed for at få lidt mere viden om livet og kulturen her. Hanekampe og overtro hører med til øens liv, selv om man er katolikker som i Frankrig. Man taler en dialekt af fransk, som bestemt har udfordret mine henslumrende franskkundskaber. Den almindelige befolkning taler ringe eller slet ikke engelsk. Vi møder rastabevægelsen, som er anti-hvid, men den er heldigvis ikke så udbredt som på andre caribiske øer. Obama er et hit. Barer og restauranter er opkaldt efter ham. Fotos af ham sammen med de sortes frihedskæmpere hænger på væggene der. Levestandarden er sådan, at alle har mad på bordet, men nogle lever i fattigdom i meget primitive huse, nærmest skure. Af en eller anden grund ser fattigdom ikke så trist ud, når solen skinner og den er omkranset af bananpalmer, kokosnødde- og ananaspalmer, mango- og brødtræer og farvestrålende eksotiske blomster. Alligevel er den også her fyldt med afmagt. I går så vi en stor sort kvinde tæve løs på sin lille 5-6-årige dreng, i fuld offentlighed, Hun brugte en kølle og andre sorte kvinder strømmede til, råbte og skreg så drenges hyl overdøvedes. Pu-ha…..slemt!
Den kreolske mad har budt på grillede fisk, friskfangede grillede hummer og forskellige stuvninger af lokale grøntsager. Man drikker rom og rompunch, som fylder de hylder, der ellers plejer at være fyldt med vine. Markeder med kunsthåndværk, krydderier, frugt, fisk, frisk grønt findes i alle små landsbyer her. Ellers er her få supermarkeder, som ikke har stort assortiment.
Solcellepanelerne holder fryseren og mad kold og sørger for el-tilførsel til lys, motor, mobiltelefoner, vandpumpe m.m. Det er enestående at solens stråler på den måde kan omsættes så direkte og ganske gratis. Når vi ligger stille må vi sætte solsejl op for solen. Faktor 30 – 50 er ligeledes nødvendigt hjælpemiddel, suppleret af en hat eller kasket. Internet må vi til land for at få på en af de små internetcafeer.
I morgen sejler vi til St. Lucia, en af Caribiens grønne perler med bjerge, vulkaner, regnskov og skønne strande (Martinique har 7 vulkaner og gennemsnitlig 44 jordrystelser om dagen, uha…, har mærket en enkelt).
Ellers hører jeg om kulde og sne derhjemme. En tur på langrendsski ville heller ikke være af vejen! Christoffer er kommet godt i gang på højskolen i Mexico, så der bliver lidt for god plads til mig i huset, når jeg kommer hjem.
Ha´ det nu godt alle sammen
Kærlig hilsen Birgit
Kære alle Martinique 2013-02-17
Lige en hilsen mere her fra en nærmest paradisisk ferie. Godt nok stod regnen ned her til morgen, men efterlod den smukkeste regnbue i kreolske farver på himmelbuen. Vi gør os klar til en snorkeltur. Lige her hvor vi pt. ligger for anker er der nemlig både koraller, farverige fisk og ikke mindst skildpadder. I går lykkedes det at gøre en skildpadde følgeskab over længere tid. Det er den, der er vedhæftet foto af. Efterfølgende gjorde vi en strabadserende vandretur over Champagnebjerget til en lille fiskerlandsby, hvor vi spiste Accras crêvetes, som er friterede rejer, ledsaget af et dejligt koldt glas rosé vin.
Vi ligger i en bugt, Grande Anse d´Arlet, som er sikret mod Nordøst Passatvinden. Det gør mig godt efter en god gang søsyge både til og fra St. Lucia! Strædet er nemlig helt åbent og ubeskyttet for Atlanterhavets brusen og store bølger og vinden synes aldrig at aftage til mindre end frisk, og hvis den gør, efterlader den store dønninger som er lige så slemme, og sejlet kan ikke benyttes til at støtte på.
Øen St. Lucia er økonomisk og kulturelt set meget anderledes end Martinique. Dels er man engelsksproget, men også som en fisker sagde: ”Queen Elisabeth 2. dosen´t give, she takes”. Det mærkes og man er generelt fattige på øen. Mange har kun et skur til dække mod regnen, og narko- og alkoholmisbrug er tydelige udbredte problemer. Desværre så vi rigtig mange unge mænd, skæve og fulde, hængende ud, og mange unge gravide teen-age piger og unge piger med småbørn.
Den nordlige del af øen har flere penge i cirkulation da turismen her er i vækst og kan give arbejdspladser.
Kriminalitet er dog så udbredt, at vi måtte gå i havn i Rodney Bay, (som er indhegnet og med mange vagter) efter to ankringsdøgn i smukke Pigeon Island, for at kunne gøre nogle udflugter, bl.a. til hovedstaden Castries. Castries ligger smukt placeret omkring en naturlig havn med en malerisk bjergbaggrund. Vi besøgte den, for at handle ind på Caribiens største marked. Man har en forureningspatrulje her, og vi morede os over de mange skilte: ” Do not piss here”, ”Do not spit here”, så kan I selv tænke over hygiejnen der i den brændende sol mellem grønt, fisk og kød m.m.
Vi var på tur gennem et overdådigt regnskovsområde med papegøjer til Soufriere, som er berømt for dets Pitons, tvillinge bjergtoppe. Over byen ligger der en duft af svovl, rettere sagt, rådden æg som stammer fra den nærliggende vulkans konstante boblende dampe. Mudderbadende omkring vulkanen siges at have en foryngende og helsebringende indvirkning på kroppen. I al fald var det en meget dejlig oplevelse at bade sig i det varme mudder, som efterfølgende kunne skylles af i mineralske bade i en oasis af en botanisk have, hvis vandfald (Diamond Falls) leverede vandet.
Også Marigot Bay, som selv i en hurricane er en tryg ankerplads, og om hvilken det siges at være den smukkeste bugt i Caribien, har vi besøgt. Ja, jeg synes det ene sted overgår det andet i skønhed, farver og frodighed. Noget andet er så om man ville bryde sig om at bo her – for så skal man jo tage hele pakken!
Der er mange oplevelser og meget at fortælle. Nu begynderne tankerne også at kredse lidt om det hjemlige, som jo er snart. Det bliver svært at undvære Jens igen og en udfordring for mig, at hverken Anne, Jens eller Christoffer er hjemme i Danmark. Heldigvis har jeg mange søde venner, som alle har været utrolig opbakkende og omsorgsfulde både i tiden op til Jens´ afrejse og i den efterfølgende tid. Det har jeg været – og er utrolig taknemmelig for. Så der er også meget at komme hjem til – og mange dejlige aktiviteter. Især glæder jeg mig meget til igen at deltage i koret. Det har givet megen glæde og er et kor med mange søde og spændende mennesker. De er begyndt at øve Elverhøj (uha, mon jeg kan nå at indhente det forsømte??), som skal opføres i Leipzig i begyndelsen af juni måned.
Kærlig hilsen Birgit
Rejsebrev 17.02.2013 Grand Anse d´rArlet, Martinique
Vi lever vist sundt for tiden. Går i seng ved 20 tiden, læser lidt og sover klokken 21. Når solen stiger over bjergkammen ved 7 tiden om morgenen, står vi op og bruger et par timer på en rolig morgenmad. Så en svømme eller dykketur i det klare atlanterhavsvand, som på denne side af øen kaldes det caribiske hav. Luften er også så ren som få andre steder på jordkloden. I vindens retning, og den er konstant øst nordøst, er der vel 6000 Km til nærmeste storby. Efter de kortvarige regnbyger vi får næsten hver dag, ligger båden så ren som den aldrig har været før. Der er intet sod at vaske ud af luften her, og de ellers så hårdføre grønalger, som har været bekæmpet med klorin og rodalon gennem 25 år uden større resultat, er alle afgået ved døden og vasket bort. De kunne ikke leve uden det daglige luftbårne gylle-næringstilskud fra Danmarks 30 millioner svin. Det kan vi godt! Her er myg og små blodspisende fluer, men de er få og generer kun på vindstille steder, og de er også få! Vi spiser også sundt. Ikke de store gastronomiske udfoldelser, det sætter de to gasblus en grænse for, men velsmagende retter, som ikke bliver dårligere af den appetit en vandretur i bjergene eller snorkeltur langs revet giver. Vi tillader os desuden en del måltider på strandrestauranterne. Birgit er jo på hårdt optjent ferie og skal have mest muligt ud af det i den tid den varer. Jeg er jo på evig ferie (idet jeg også forestiller mig evigheden som lige så paradisisk, ja hvorfor ikke?), men ledsager da gerne til et godt måltid. Her, altså på restauranten, er det selvfølgelig hygiejnen i køkkenet man overvejer. Hidtil har vi kun haft gode oplevelser. Vi drikker dog kun vand fra købeflasker, og sådan har det været siden jeg forlod Danmark i juli sidste år. Så status er at vi er sunde, har det godt, men savner vore børn, familie og venner.
Rejsebrev 23.02.2013 Grand Anse de Arlet (tilbage igen), Martinique
Vi er tilbage i Grand Anse de Arlet, Martinique igen. Dette er vor favoritbugt. Her ligger man trygt og roligt ved gratis bøjer. Denne gang i hyggeligt selskab med Line og Emil samt deres besætning. De skal sige farvel til nogle gaster og goddag til andre. Vi vil slappe af her indtil Birgit flyver hjem. Jeg fortsætter så alene ombord, men har aftalt med to danske skippere, begge efterlønnere, som for tiden også sejler alene, at vi sejler i følgeskab mod nord. Det gør livet lidt sjovere og får problemerne til at synes mindre.
Sidst skrev jeg lidt om hvor ren båden er. Det er den også, når man undlader at kikke under vandlinjen. Dernede (og et stykke over tillige) vokser en skov af søgræs frem. I dag afprøvede jeg en bundskraber. Den består af et gammelt grillelement (toaster), som jeg tidligere har fjernet fra komfuret fordi det raslede (og jeg i øvrigt rister brød på anden vis), men endnu ikke havde fået smidt overbord på det dybe, og en gulvskrubbe. Elementet er fastgjort på skrubben med store strips. Hermed skulle den være ideel til at fjerne begroning fra bådens bund. Det var den ikke. Den efterlod en stribet overflade, hvor der nogle steder var skrabet for dybt andre steder slet ikke. Begroningen ser ikke så slem ud ved første øjekast, men jeg har opdaget, at den er kraftig nok til at give husly til små krabber og krebsdyr. Det vil koste flere tusinde kroner at blive sat på land her, og da den jo skal på land om ca. 3 måneder for opbevaring i orkansæsonen, håber jeg at kunne holde den gående indtil da. Malingen er selvpolerende, så den fjernes let - og med den begroningen - hvis der skrubbes med en børste, men fjerner jeg for meget maling, så kommer belægningen også endnu hurtigere igen. Hmm….
Det sjoveste ville være, hvis vi kunne sejle begroningen af, og vi har været på flere ture. En lille uges tid på St. Lusia med en frisk halvvind derned og bidevind tilbage til Martinique, og en tur langs vestkysten her op til Saint Piere med et stop i hovedstaden Fort d´France. Saint Piere var hovedstad for godt hundrede år siden indtil vulkanen Mont Pele´ udslettede byen og dens 30.000 indbyggere. Vi vovede os alligevel derop sammen med en gruppe tyske sejlere fra ankerpladsen, som morede sig vældig over at jeg distræt var kommet af sted i klip-klap sandaler (bland søfolk kaldet pistøfler). Jeg kom dog helskindet fra det, endda med rene fødder. Der er en frodig regnskov på vulkanens vestlige side, hvor skyerne fortættes til støvregn. Her har vi også vandret.
Rejsebrev 1.03.2013 Grand Anse de Arlet (3), Martinique
I dag er det desværre sidste gang i flere måneder, at jeg kan skrive ”vi” i mine rejsebreve. Birgit skal flyve hjem, og jeg bliver for første gang siden 20. november alene ombord igen. Der bliver tomt i agterkahytten, og det er virkelig nederen, som det hedder på nudansk. Så er det en lille, men betydningsfuld trøst at DU min kære Facebook læser stadig er der. Så jeg vil starte dette rejsebrev med at sige tak for de mange gode og venlige kommentarer, opslag og ”synes godt om” jeg har fået i løbet af rejsen. Jeg er virkelig rørt over at mærke interessen omkring denne tur.
Og nu til det knap så alvorlige. Måske tænker du, når du læser mine sider: ”Jeg vil også til Caribien og sejle rundt i rom og cola og planters punch på ubestemt tid. Jeg tager sku min efterløn nu”. Fin ide! Men her må jeg lige gøre dig opmærksom på, at det er Danmark, du påtænker at forlade. DER ER REGLER! Er du efterlønner (eller førtidspensionist), så kan du ikke tilbringe mere end 3 sammenhængende måneder uden for EU, uden at miste din månedlige efterlønsindtægt. Du skal tilbage i EU i en vis tid (en måned tror jeg). Spørg mig ikke hvorfor.
Jamen, hører jeg dig indvende, jeg har da læst, at du snart skal mødes med to skippere på efterløn for at sejle i følgeskab, hvordan kan de så gøre det? Jo hør nu bare. Den ene (den kloge) har blot glemt at fortælle, at han tog af sted fra Danmark. Den anden (den ærlige - og nu ærgerlige) skal opfylde reglerne eller sulte. Og her kommer Caribiens tumultariske historie ham på forunderlig vis til hjælp. Martinique er fransk og dermed EU. Det samme gælder Guadeloupe her lidt nordpå. Senere kommer vi til St.Marten, som er en ø delt mellem Holland og Frankrig, så skal der igen sejles langsomt og optjenes dage til det kære bureaukratiske system derhjemme. Og der er flere lignende øer nordpå. Han skal hjem med båden i år, og hvis vind og vejr er ham gunstig, når han over i tide til ikke at komme i klemme. Ja, langturssejlads har mange aspekter.
Da vi tog ned til St. Lusia en uges tid sejlede solosejleren Joakim (Joe) i ”Living the Dream” samtidig op til Martinique, så vi traf desværre ikke hinanden, og kommer næppe til at gøre det, da han er på vej til Haiti for at arbejde for et Australsk byggefirma i et halvt års tid, før han fortsætter til Australien. Jeg kender derfor endnu ikke slutningen på en historie, der begynder, da vi var ca. midt på Atlanterhavet. Men starten er således: Jeg vågner ved at en stemme i VHF radioen siger ”All ships, allships, all ships, this is yacht IDIET. I have lost my rudder, and I am unable to maneuver. (Og så en position) Please keep a god lookout and stay clear”. Jeg spidsede ører, for det er en skade, som normalt ikke kan repareres til søs, og oftest medfører, at besætningen forlader båden og overlader den til en uvis skæbne eller sænker den. En anden båd, som er for langt borte til, at jeg kan høre den, svarer ham, og de har en lang snak. Det er Joakim (Joe), fortæller han mig senere på Barbados. Og den uheldsramte er en 70-årig tysk solosejler i en 50 fods sejlbåd på vej til New Zealand. Han tager situationen fattet. Der en mad og vand ombord til mange måneder, så hans plan for nødsituationen er simpelthen at drive til Caribien, og så rekvirere slæbeassistance, når han er ved at være der. Det vil sige at overfarten, som han kunne have klaret på under 15 døgn, nu måske tager 40 og med en uhyggelig rulning fra de store dønninger. Ja, langturssejlads har mange aspekter, og måske kan jeg senere berette, hvordan det gik. (Ja, det ved jeg nu. Han blev taget under 980 sømils gratis bugsering af veterantræskibet ”Tres Hombres” hele vejen til Caribien. Tres Hombres er 34 meter lang og har ingen motor!)
På Slowfoxs bund under vandlinjen blomstrer livet smukt, og det er vel misvisende, at kalde den beskidt. Men begroet er den efter 7 måneder trods to lag Hempels Mille Ekstra påført lige før afsejlingen i juli 2012. I dag rensede vi bunden af båden her på ankerpladsen. Det foregik ved at trække et tov under bunden på samme måde, som når man tørrer sig på ryggen med et håndklæde. Der er områder på hver side af kølen, der ikke kan nås på den måde, men det er dog bedre end intet og ganske gratis. Hvis jeg kan tage mig sammen, skal jeg ned under båden med gulvskrubben senere.
Ja, jeg slap ikke for at dykke med gulvskrubben, selv om vi efterfulgte tovet med at trække en dørmåtte under båden!
Rejsebrev 06.03.2013 Prince Ruperts Bay, Portsmouth, Dominika
Det er ikke fordi jeg har så meget på hjerte i dag. Jeg er i Dominika. En frodig men fattig ø beliggende mellem de to rige franske øer i nord og syd. Om lidt tager jeg sammen med Keld, og de to unge belgiske gaster han tog ombord i forgårs, ind på Indian River for at se tropeskov og papegøjer.
Ok, det var vi så. Tropeskoven var der, men papegøjen var fløjet. Vi blev roet op ad åen af en guide, som fortalte udmærket om de fugle fisk og træer, der var at se. Og tog sig godt betalt. Vi må betragte det som ulandsbistand og være glade.
Apropos ulandsbistand så kom jeg forbi The Secondary School i Portsmouth. Den er doneret til landet af The Peoples Republic of China. Det gav et pludseligt stik af melankoli, da jeg hørte de glade stemmer strømme ud af de åbentstående vinduer. Det er første gang, siden jeg forlod undervisningen, at jeg har mærket det. Jeg har nok haft for travlt med langtursprojektet.
Nå, Big Pappa´s Restaurant har barbecue i aften, og vi er nu fire danske både i bugten, så jeg må nok derind. Måske kan jeg få råd af nogle erfarne, om hvor det er godt at efterlade sin båd i orkansæsonen. Det er et spørgsmål, der optager mig en hel del.
Rejsebrev 08.03.2013 Iles des Saintes
Endnu et lille ryk nordpå. Jeg håber, det er den rigtige vej. Mange sejlere fortæller mig, at det bedste sted at få båden på land i orkansæsonen er på Trinidad. Den sydligste ø i denne kæde. Men naturligvis sejler alle bådene fra sydstaterne i USA ikke ned til Trinidad hver sommer, så der må være andre løsninger også. Men nok lidt dyrere.
Lige nu vasker jeg tøj mens jeg "netter". Det er en kombineret internet og vasketøjs-cafe, jeg befinder mig på. Herligt som sejlerens specielle praktiske behov imødekommes her!
Der er en del danske både i farvandet, som ikke fremgår af langturssejlerforeningens oversigt. I forgårs var jeg på besøg på en 25 tons selvbygget beton sejlbåd hos et midaldrende ægtepar. De har sejlet rundt her i 6 år. Mest som husbåd for anker i Trinidad tror jeg. Men han er førtidspensionist, så han skal ind i EU jævnligt. De har ikke tænkt sig nogensinde at sejle den hjem. I dag fik jeg kaffe på en catamaran af den hurtige slags. To unge forældre med pige og dreng på 5 og 2 år. Båden sejles på skift af en far og hans to sønner med deres familie. To meget forskellige fartøjer og måder at bruge dem på.
Min pilot bog fortæller, at byen her for få år siden kun havde to butikker. Nu er der vist over to hundrede. Alle rettet mod turister, der strømmer ind med færgen fra Guadeloupe. Ja, og så de ca. 50 sejlbåde på ankerpladsen. Det er tydeligt at se på fiskerne, at de ikke er glade for at have mistet positionen som det vigtigste erhverv på øen. Men de får vel gode priser for fangsten nu vil jeg tro.
Nå, nu kalder vasketøjet. Farvel for denne gang.
Rejsebrev 24.03.2013 St. Barthelemy (St. Barts)
Sidst jeg lagde lidt nyt på fb siden var i Jolly Harbour, Antigua. Et stort havnekompleks opført inden for de sidste 10 år. Førhen blot en saltvandslagune uden direkte forbindelse til havet, nu en stor marina med feriehuse langs kajerne og restauranter, supermarked og kasino. Øer Maritime Ferieby gange halvtreds. Så navnet er, muligvis ubevidst, velvalgt. Vi (de tre danske både) blev der et par dage og må jeg indrømme at vi nød civilisationens glæder, selvom de var akkompagneret af popmusik om natten. Jeg løb f.eks. ind i en fuldfed Havarti ost fra Danmark. Nu hjælper den gevaldigt til med at få baguetten fra i går til at glide ned.
Blev inviteret ombord på ”Bliss” med skipper Michael, Stine og deres søn Storm på godt et år til hyggelig kaffeslabberas. Der var desuden en del familie og gæster. Blandt andet Kenneth, som sørme har haft en Colin Archer liggende i Marselisborg og haft hus på Paradisvejen i Virklund. Han kender yderligere Kim en smule fra Øer, hvor han også har haft båd.
Fik en snak med Kenneth og en rundvisning på den 66 fods luksussejlbåd (værdi ca. 20 millioner), han har som job at passe på, mens ejeren, også dansk, passer sine forretninger i Singapore. Alle vinduer var blændet af for at skåne interiøret mod sollyset. Til gengæld var alle de små spots tændt og belyste den udsøgte aptering. Det var som at gå rundt i et mausoleum. Kenneth glædede sig meget til sit næste job, at overtage skipperrollen når Betina Aller afsejler fra Galapagos med sin 27 meter store båd Lady Emily. Jeg har mødt den på Fuerteventura og senere igen i Mindelo, Kap Verde. Nu ligger den på Jamaica. Hun skriver en blog om turen (jeg har ikke læst den endnu) og beretter bl.a. om de mange store tekniske problemer, de har haft undervejs. Kenneth fortalte, at der for øjeblikket er problemer med Caterpillar hovedmotoren!
Bank under bordet!!! Slowfox fungerer endnu glimrende. Når en båd er 33 år gammel og så pludselig bliver anvendt intensivt i næsten et år, vil der naturligvis være ting, der viser sig at være slidt op. Så må jeg på nettet for at finde reservedele, som jeg får sendt til hjemadressen i Aarhus og beder familie og venner medtage, når de besøger mig. Der kan også blive tale om at købe helt nyt. Det er næsten umuligt herovre. De har kun et meget lille udvalg. Indtil udskiftning er mulig, må jeg improvisere en løsning. Begge gasblus på komfuret er for øjeblikket omviklet med tynde kobbertråde for at gassen ikke skal slippe ud den forkerte vej gennem tæringer i den underste del af brænderen. Håber det holder til jeg flyver hjem. Varm mad er svær at undvære.
Så aflagde vi Barbuda et kort besøg. Vi ankrede ved en fantastisk gyldenhvid strand på næsten 10 kilometer. Øen er lav og synker yderligere. Højeste punkt ca. 60 meter over havet. For at komme til ”hovedstaden” Codrington og udklarere fra staten Antigua og Barbuda, måtte vi først dingie ind til stranden fra den noget udsatte bugt på vestsiden af øen hvor vi lå, og så fortsætte med Geofreys watertaxi til den anden side af en stor lagune. Han ledte os til myndighederne gennem et netværk af små gader i den lille fattige by, mens han fortalte, at det i dag var election day, og at de manglede leadership på øen. Det var lawless country, som han sagde, mens han slog ud med armen. Alt kunne opfiskes og resurser kunne udnyttes uden restriktioner, og ville man have et stykke jord gik man (barbudianeren) bare ud og tog det. De betalte kun for elektricitet intet andet. Ingen skat. Nu blev Kjeld interesseret, og da han hørte om prisen på et hus, endnu mere interesseret. Den fattige by begyndte at ligne paradis på jord.
Næste mål, St. Barts, hvor jeg skriver dette, nåede jeg i går efter en smuk natsejlads på 65 sømil i måneskin. Atter i Frankrig og atter en stor kontrast til forrige ø.
Rejsebrev 27.03.2013 Marigot Bay, St. Martin
Denne ø hedder St. Martin, hvis du befinder dig på den nordlige del, og Sint Maarten, hvis du bevæger dig over den usynlige grænse til den sydlige. Norddelen er fransk, og syddelen er hollandsk. Men det hele er taxfree. Et forhold der har gjort øen populær hos krydstogtturisterne og såmænd også hos sejlerne. Det er derimod ikke populært, at de vil have penge for, at vi ankrer i bugten. At betale når man forlader ”landet”. Immigrationsofficeren meddelte dog, at det var gratis i alle andre bugter på øen, og at han i hvert fald ikke talte, hvor mange dage jeg lå i bugten! Venlig mand.
En franskmand kom over i sin dinghy (gummibåd) her på ankerpladsen i Marigot Bay, St. Martin og fortalte, at han havde nogle billeder af Slowfox. Om jeg var interesseret i at se dem? Det havde han nok allerede en forventning om, for de lå på en usb memory stick i hans lomme. Og det var jeg selvfølgelig. Det er sjældent (aldrig), at jeg ser min båd for sejl udefra. Han var også mand nok til at fortælle, at jeg havde indhentet og overhalet ham. Fin fyr. Det var på turen til St. Vincent, mens Nils var ombord. Så det er flere måneder siden. Han har indregistreret sin båd i Belgien, som så mange franskmænd, vi har mødt. Der er meget komplicerede og omfattende krav til franske både, og som selvbygger var det næsten umuligt at opfylde, fortalte han.
Bingo og Malott med Kjeld og Bjarne ligger også for anker her. Desuden har jeg mødt et tysk/ spansk par, som Birgit og jeg besteg Mt. Pelé sammen med. De vil nu sydpå for at tilbringe orkansæsonen i Venezuela. Ja, hvad enten man skal i hi i Caribien eller sejle mod Europa, så er dette stedet og årstiden, hvor den store beslutning ikke kan udskydes meget længere. Rækken af øer, som vi så bekvemt har hoppet imellem, svinger nu mod vest og hvert nyt hop bringer båden længere bort fra Danmark. Jeg besøger værfter og tjekker priser. Det er ikke billigt, men det er et lyspunkt, at der er pladser nok at få i foråret.
Rejsebrev 06.04.2013 St. Martin, ”The Lagoon”
Det blæser igen kraftigt og ofte følger en frisk regnbyge med. Her på lagunen er vandet dog stadig fladt, og regnen kommer som en velkommen afvaskning af båden fra det høje.
Der handles brugt grej på bådværftet ved den franske kanal til lagunen på St. Martin. Der er en del sælgere, der giver indtryk af at overleve ved at sælge båden i små portioner.
Vi er sejlet til den lille ”ø stat” Anguilla og modtages af en nydelig portal, hvor vi præsenteres for nationalflag, præsidenten, national- dyr og plante osv. Nogle af de 12.000 indbyggere førte i 1967 en væbnet opstand og et angreb mod St. Kitts med det formål at forblive en selvstændig enhed under engelsk administration. Det fik de så lov til.
Hjemmebrev 29.08.2013 Risskov
Hmm…
Det er egentlig ikke min hensigt, at jeg vil beskæftige mig med Facebook i den tid, jeg er hjemme. Men mens Birgit og jeg hyggede os i Grækenland i sidste uge, faldt en erfaren sejler overbord fra sin båd syd for Anholdt, og trods det at han havde redningsvest på, ikke var alene og havet var roligt og 18 grader varmt, blev han ikke fundet af SOK trods indsats med skibe og helikopter, men først af et hollandsk sejlerpar flere dage senere. Da var han død.
Den tragiske begivenhed fik mig til at tænke tilbage til Kap Verde. Min bror var ankommet, og vi gjorde os klar til turen over Atlanten. Jeg fortalte ham ligeud, at hvis jeg faldt overbord på turen over, skulle han ikke regne med at kunne redde mig. Jeg forventede naturligvis – for vores begges skyld – at han gjorde forsøget, men at jeg ville være helt ude af syne i de store atlanterhavsbølger og sikkert mere end 500 meter væk, inden det ville være muligt for ham at vende båden og forsøge at sejle imod passaten tilbage. Først skal "Mand Over Bord" knappen på GPS’en i kahytten aktiveres. (At få den elektroniske position er nok det vigtigste overhovedet, men man skal også vide, hvordan GPS’en efterfølgende bruges for at drage nytte af positionen). Sejl, der er spilet ud med stager og sikret mod bomning med liner frem på dækket, skal rigges af og tages ned. Akselbremsen skal frigøres før motoren kan startes, og den strækning i medvind båden har tilbagelagt med måske 6 – 7 knob, vil nu kun kunne tilbagelægges imod vind og sø med 3 - 4 knob. Der er al mulig grund til at forvente, at det ikke lykkes at sejle lige tilbage til den overbordfaldne.
Et eksempel: På en stor sejlbåd med en talstærk besætning på vej i passatbæltet i dejligt vejr, fik man lyst til at køle sig med et havbad. Det forgik ved at mandskabet efter tur lod sig trække efter båden i et tov. En yngre mand blev forlegen, da vandpresset rev hans badebukser ned om benene. Han slap tovet og trak dem op, men fik ikke fat i tovet igen. Han blev aldrig fundet.
Jeg gjorde forholdsvis meget ud af at male fanden på væggen den dag i Mindelo. Det kunne mane os begge til forsigtighed. Vigtigst for mig var dog, at min bror ikke – i givet fald - skulle leve med en tyngende skyldfølelse resten af livet.
Den triste dødsulykke i sidste uge har fået mig til at indse, at det ikke er nok med en mundtlig briefing. De(n) overlevende vil blive mødt med en byge af spørgsmål fra både myndigheder, familie og venner og oven i chok og sorg føle et belastende ansvar for begivenhedens forløb.
Derfor måtte jeg skrive dette indlæg. Det er ikke for at skræmme nogen. Det er et forsøg på at begrænse skadens omfang.
Oversigt over første del af turen
Det var planen at sætte båden på land i hurricane sæsonen i 2013 og tage hjem for at tilbringe sommeren med familien i Danmark.
Alt overvejende er turen gået godt og stort set som planlagt. Sejlads gennem Limfjorden med Birgit. Over Nordsøen med Per og Magnus som gaster. Birgit sejlede med gennem Caledonian Canal til Skotlands vestkyst. Her kom min søn Christoffer, som desværre snart skulle hjem igen for at passe sit arbejde.
Jeg sejlede derefter videre alene til Irland, og fra Arklow på østkysten satte jeg kursen ud over Atlanten for ca. 6 døgn senere at gøre landgang i Caraminas i Nordspanien. Derefter dagture med kystsejlads til Sines i Portugal.
Det blev efterår før et vejrvindue endelig gav mulighed for en rimelig sejlads til Isla Graciosa i de Kanariske Øer, som jeg nåede efter 5 døgn.
Senere igen en solosejlads på knap 8 døgn til Mindelo på Sao Vicente i Kap Verde øgruppen. Alt i alt ca. 2500 sømil solosejlads.
I Kap Verde havde jeg den glæde at få min bror med som gast over Atlanten til Barbados en tur på 2100 sømil, som vi tilbagelagde på 16 døgn 15 timer. Her holdt vi jul og fortsatte så til Grenada, Carriacou, Union Island, Myreau, Bequia, St. Vincent, St. Lucia og Martinique, hvor min bror tog hjem, og min kone påmønstrede.
Vi tog sammen tilbage til St. Lucia og oplevede øens frodige natur. Men Martinique var lige så storslået og mere civiliseret (velhavende), så her tilbragte vi dejlige dage med vandreture i bjergene og ture til fantastiske strande. Da jeg efter 1½ måned igen blev ene slog jeg følge med to garvede sejlere fra Danmark, Kjeld og Bjarne, med hver sin båd. Vi fortsatte nordpå i følgeskab til Dominika, Iles De Saintes, Guadeloupe, Antigua, Barbuda, St. Barts, og til St. Martin, hvor båden i skrivende stund er lagt på land i hurricane sæsonen.
Læs om hjemturen her |  På gensyn  Birgit ombord gennem Limfjorden.  Vandre og cykeltur til molerskrænterne på Fur  Der ledes efter fossiler.  Gennem Oddesundbroen ind i Nissum Bredding 
Nordsøgasterne Magnus og Per ombord i Lemvig
 4 døgns kold og til tider hård sejlads over Nordsøen er overstået.  Birgit er kommet til Inverness og turen gennem Skotland kan begynde.  Don´t worry folks. We will get you through! Farvel til slusemanden i den første af 29 sluser.  Svingbroerne som fører veje og jernbaner over kanalen er alle bemandet. De ved på forhånd, at vi er på vej!  Velholdte græsplæner overalt  Ud på Loch Ness  Skotland. En tur i det grønne  Trappesluse med Loch Ness i baggrunden  På pubben. 
Trappeslusen ved Loch Ness.
For turisterne
 På vej mod Ben Nevis, Englands højeste bjerg.  På vej mod Ben Nevis  Den gamle skipper tager sig et velfortjent hvil.  Pludselig lød en torden som en serie af kanonskud og nogle kæmpemæssige klippeblokke kom rullende og springende fra højderne ned mod
vores sti. De standsede heldigvis inden de nåede os. Vi havde ingen ide om vi skulle løbe frem eller tilbage.
 Birgits hjemmebagte rugbrød er vanedannende. 
Bed & Breakfast på bjerget
 Fortøjet ved Fort Augustus i Loch Ness. 
Videre mod vest og Atlanterhavet.
 Sidste trappesluse.  Harry Potter toget i Corpach.  Farvel til Birgit. Vi ses forhåbentlig i Caribien!  Slowfox har lånt en bøje, mens jeg venter på at Christoffer ankommer og sejler med gennem Crinan Canalen i Skotland. 
Tidsfordriv i Skotland
 Christoffer 
Christoffer håndstyrer gennem Crinan kanalen
Skattejagt i skotske skove. Vi fandt også mange gode kantareller
Tarbert, Skotland med Saurons onde øje. Her forsøgte jeg at reparere toiletpumpen. Købte senere en ny over nettet, for en sikkerheds skyld.
Tarbert, Skotland
Tarbert, Skotland
Blandt fiskere i Crauniach, Skotland.
 Portpatrick er en tidevandshavn, så der fortøjes med ekstra lange liner. Det blev mit sidste stop i Skotland (på udturen).  Havn i Irland. Der var ingen ankringsmuligheder på østkysten. 
Redningstjenesten. Flinke folk! Hvis jeg hang fast i fiskegarn ville de hjælpe mig fri gratis.
Tidevandsstrømmen kaster vandet lodret op, når den rammer de undersøiske revler,
der strækker sig langs hele østkysten af Irland. Billedet er taget 10 sømil ude i retningen bort fra kysten!!
 Sejlads er også en digital oplevelse. Her angribes Slowfox frontalt af to fiskefartøjer,
mens et ukendt skib sniger sig ind bagfra.
 Midtvejs på turen Irland - Spanien fik jeg smukt besøg. Den fløj direkte ind i kahytten.  Paradiset i Camarinas i det nordvestlige Spanien.
Efter 6 døgns solosejlads fra Arklow i Irland over Biscayabugten, kan jeg kaste anker og få sovet ud!
 Sardin og makrel. Og det er jo ikke størrelsen, det kommer an på. Det er sardinerne med det bedrøvede ansigtsudtryk.  Portugisisk sardinfisker. Der skal mere til, før han løfter blikket fra snøren.  Alle rigtige langtursejlere (og sådan en vil jeg jo gerne være) har en nethylde til frugt og grønt.
Behovet meldte sig selv her forleden, da der gik mug i det hele inde i skabet. Om den pynter ved jeg ikke rigtig,
men den virker.
 Der fiskes sardiner i natten, mens skibe er på vej til og fra Aviero, Portugal  En hidtil ukendt fisk. Eller er der en blandt mine FB-venner der kan artsbestemme den?
Jeg håber, den er spiselig, for jeg har spist den.
 Rød knurhane. Fast hvidt kød, værdsat spisefisk i mange lande.
Til at begynde med sagde den ikke noget. Men da jeg tog fat om hovedet, og den vidste, hvor det bar hen ad,
knurrede den højt og tydeligt flere gange.
Det skulle den ikke have gjort.
Normalt serverer jeg mine fisk smukt anrettet med både hoved og hale. Men her måtte hovedet af i en fart.
 Velbekomme. Det er samme pris som for en burger i Dk incl. hvidvinen.  Er der tynde næser i farvandet?  Nazaré, Portugal. En smuk by i en dejlig bugt i læ af et stort fjeld.
Ikke usandsynligt at fønikerne har bosat sig her i deres velmagtsdage.
 Sådan kan det gå, når man ikke kan blive enige om, hvor jernbanen skal lægges.  29.09.2012 Nazaré, Potugal. Der tørres og sælges friskfanget fisk på stranden.  Seixal, Lissabon. Den uddøde østersindustri. Det var her, jeg ræsede forbi i gummibåden ved højvande... 
Østersparkeringsplads
 Flamingoer furagerer på bankerne ved lavvande. I baggrunden Lisabon med Eifels bro og Salazars Jesus monument. 
De smukke rester af en storstilet østersindustri, som forgiftede gæsterne på Europas fineste restauranter med
tungmetaller fra et nærliggende jernudsmeltningsværk, indtil det hele kollapsede da alle østers døde.
Det er ikke noget, de vil udtale sig om i byen. Jeg ved det fra nettet.
 Stille dage i lagunen ved Seixal Rio Tejo, Portugal. En by i forfald. Østerseventyret er slut.  Ankerpladsen i lagunen ved Seixal Rio Tejo, Portugal. 
|
